Som lovet kommer her en lille historie om mit første eventyr på egen hånd.
Jeg er "hjemvendt" til Sydney, efter en tur til Southern Australia (stat i Australien), som måske sætter personlig rekord i manglende forberedelse.
Karen-Inge og Jacob som jeg besøger og bor hos i Sydney, her en meget fin guidebog over Australien - The Rough Guide to Australia - som jeg har spenderet lidt tid med at bladre igennem. Således faldt jeg over et afsnit omhandlende Australiens tredje største ø, Kangaroo Island, en ø på størrelse med Fyn, med et mangfoldigt og rigtalligt dyreliv, kun et par timers transport fra Adelaide. Et sandt mekka for tourister, hvor man nærmest ville falde over kænguruer, koalaer, og adskillige andre vilde dyr.
Det var da der, min første tur ud af Sydney skulle gå til.
Bevæbnet med en togbillet, der sikrer mig ubegrænset rejse mellem de vigtigste byer i Australien, steg jeg, en tidlig lørdag formiddag, om bord på The Indian-Pacific, med kurs mod Adelaide, Southern Australias hovedstad.
En bog og 25 timer senere ankom jeg til Adelaide, tjekkede ind på et middelmådigt hostel, og vendte mig mod en gammel bekendt udi kunsten at arrangere rejse fra A til B; Internettet. Det tog ikke mange minutter at finde frem dét ene færgeselskab, som betjente ruten til Kangaroo Island, og som, meget bekvemt, samtidig også arrangerede busforbindelse fra Adelaide til færgen og videre til Kingscote, "the island's capital [...] a bright, bustling town, [the] centre of trade and commerce". Så jeg bestilte selvfølgelig færge og bus hele vejen til denne, øens hovedstad. Afgang; næste morgen kl.06.45.
Turen til øen gik virkelig fornemt. Jeg stod op, før en vis herre fik sko på, og drog mod Adelaide busterminal, hvor en masse andre forventningsfulde mennesker ligeledes ventede på bussen. En stor, flot, moderne bus. Næ, der skulle bestemt ikke mangle noget, når Sealink - det firma som besejler, og iøvrigt betjener Kangaroo Island - befragter deres kunder. Og en chauffør midt i halvtredserne underholdte om lokal forstadspolitik og den uvarieret natur, som fór forbi udenfor vinduet. Mit udbytte af fortællingerne var dog ganske begrænset; ikke så snart var bussen sat igang, før mine øjne lukkede sig, og jeg slumrede hen og 2 timers bustur føltes som 20 minutter.
Færgeturen blev overstået på bare 40 minutter, og så var jeg her. Her på KI, som de glade lokale kalder øen. Den lille bus (uden Sealink farverne, vel at mærke), som betjente færgelejet og de tre største byer - bosættelser vil spydige tunger måske kalde dem - blev ført af en let hærget, krølhåret, surfertype. Og det var så her, her da jeg forklarede chaufføren, at jeg skam hverken havde prebooket overnatning eller ture rundt på øen, og at jeg bare ville til hovedbyen, Kingscote, "the bright, bustling town", at jeg fik den første fornemmelse for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Han så nærmest ud som om, jeg havde forslået ham at sætte mig af midt på Antarktis. Han var faktisk ikke engang sikker på at jeg kunne finde et sted at sove. Så slemt gik det dog ikke.
Kangaroo Island er ikke overrendt af biler. Der er faktisk ikke meget trafik. Derfor er vejene heller ikke meget bredere end en midtjysk landevej, og kun hovedvejene er asfalteret. Det betyder dog ikke at man bevæger sig i et adstadigt tempo; næ nej. Hastighedsgrænsen er generelt fastsat til 100 km/t, og det kører man. Mindst! Også i bus.
Jeg læste i brochuren på færgen, at man anbefales, at køre roligt og opmærksom, af hensyn til dyrelivet. Det dyreliv som var allestedsnærværende i grøften, vejkanten og enkelte steder midt på vejen, som splat, mos eller rent skelet.
Således i fuld fart, nåede vi efter en times tid frem til Kingscote - centre of trade and commerce. Buschaufføren, som stadig var temmelig nærvøs på mine vegne, kørte mig pænt rundt i hele byen, og viste mig hvor jeg fandt alt fra touristkontor og hostel (jep, der var kun et) til bottleshop og Sealink-kontor (altså færgeselskabet og busselskabet). Det tog ca. 2 minutter.
Kingscote er en havneby, der i størrelse og intensitet bestemt leder tanker i mange retninger, men ikke i retning af centre of trade and commerce... En stor del af jer, der er nået hertil i teksten, vil uden tvivl være bekendt med landsbyen Gevninge, lidt udenfor Roskilde. Et meget hyggeligt sted, med utroligt rare mennesker, ikke et ondt ord om dét sted. Og ej heller et ondt ord om Kingscote. Men ligesom jeg aldrig ville beskrive Gevninge med ord som handels- og forretningscenter, eller for den sags skyld bustling town, er det nok også lidt store ord at bruge om Kingscote. Og nogen anden by på KI.
Det er ganske rigtigt her, i Kingscote, at alt handel på øen foregår. Men der sker absolut intet. Gaderne er stort set tomme fra morgen til aften; måske lige med undtagelse af mellem kl.18.00 og 19.00, hvor byens ene bar, holder happy hour, og alle beboere samles til den daglig opdatering på livet på KI.
Således, kære læser, skulle der være baggrundsviden nok om Kingscote til at begribe hvordan buschaufførens bekymringer, snart blev mine bekymringer. For jeg havde jo ikke planlagt nogen udflugt, nogen lejebil, noget som helst. Og hvis man ikke har det på forhånd, i en by som Kingscote, så bliver man i Kingscote. Så det gjorde jeg.
Efter et besøg på touristkontoret, der, på grund af de "mange" forespørgsler, også fungerede som papirvarehandel, souvenirbutik og digenot-butik, et besøg hos Sealink, og et besøg på biblioteket, slog jeg vejen forbi byens hostel. Der var ingen af de andre steder, der kunne hjælpe, men det kan de jo ofte på et hostel, tænkte jeg. "Back at 12:30 PM - Bob" stod der på et lille whiteboard, på et bord, midt i fællesrummet/køkkenet da jeg kom ind. Klokken var vel 12.00, så jeg ventede da gerne. Det var her jeg traf Troy, hummerfisker, og bonderøv af guds nåde. Han sæsonfiskede på øen, og boede fast på Bob's hostel, i de 8 måneder det varede. Og han viste mig til rette, for som han sagde, Bob var nok nede på pubben, og så vidste man aldrig hvornår han kom tilbage. Så jeg smed mine ting på min seng og gik en tur på stranden, mellem pelikaner og pingviner...
Således startede mit ø-eventyr lidt skævt, men endte, selvfølgelig, bør jeg vel bemærke, med at blive voldsomt morsomt. Men da historiefortællingen allerede er rendt af med mig, vil jeg kalde dette indlæg del 1., og stoppe her. Måske genoptager jeg beretningen en anden god gang, når hukommelsens små finurligheder har gjort historien lidt bedre :-)
Og de der billeder kommer også.
KK
Thomas
Jeg er "hjemvendt" til Sydney, efter en tur til Southern Australia (stat i Australien), som måske sætter personlig rekord i manglende forberedelse.
Karen-Inge og Jacob som jeg besøger og bor hos i Sydney, her en meget fin guidebog over Australien - The Rough Guide to Australia - som jeg har spenderet lidt tid med at bladre igennem. Således faldt jeg over et afsnit omhandlende Australiens tredje største ø, Kangaroo Island, en ø på størrelse med Fyn, med et mangfoldigt og rigtalligt dyreliv, kun et par timers transport fra Adelaide. Et sandt mekka for tourister, hvor man nærmest ville falde over kænguruer, koalaer, og adskillige andre vilde dyr.
Det var da der, min første tur ud af Sydney skulle gå til.
Bevæbnet med en togbillet, der sikrer mig ubegrænset rejse mellem de vigtigste byer i Australien, steg jeg, en tidlig lørdag formiddag, om bord på The Indian-Pacific, med kurs mod Adelaide, Southern Australias hovedstad.
En bog og 25 timer senere ankom jeg til Adelaide, tjekkede ind på et middelmådigt hostel, og vendte mig mod en gammel bekendt udi kunsten at arrangere rejse fra A til B; Internettet. Det tog ikke mange minutter at finde frem dét ene færgeselskab, som betjente ruten til Kangaroo Island, og som, meget bekvemt, samtidig også arrangerede busforbindelse fra Adelaide til færgen og videre til Kingscote, "the island's capital [...] a bright, bustling town, [the] centre of trade and commerce". Så jeg bestilte selvfølgelig færge og bus hele vejen til denne, øens hovedstad. Afgang; næste morgen kl.06.45.
Turen til øen gik virkelig fornemt. Jeg stod op, før en vis herre fik sko på, og drog mod Adelaide busterminal, hvor en masse andre forventningsfulde mennesker ligeledes ventede på bussen. En stor, flot, moderne bus. Næ, der skulle bestemt ikke mangle noget, når Sealink - det firma som besejler, og iøvrigt betjener Kangaroo Island - befragter deres kunder. Og en chauffør midt i halvtredserne underholdte om lokal forstadspolitik og den uvarieret natur, som fór forbi udenfor vinduet. Mit udbytte af fortællingerne var dog ganske begrænset; ikke så snart var bussen sat igang, før mine øjne lukkede sig, og jeg slumrede hen og 2 timers bustur føltes som 20 minutter.
Færgeturen blev overstået på bare 40 minutter, og så var jeg her. Her på KI, som de glade lokale kalder øen. Den lille bus (uden Sealink farverne, vel at mærke), som betjente færgelejet og de tre største byer - bosættelser vil spydige tunger måske kalde dem - blev ført af en let hærget, krølhåret, surfertype. Og det var så her, her da jeg forklarede chaufføren, at jeg skam hverken havde prebooket overnatning eller ture rundt på øen, og at jeg bare ville til hovedbyen, Kingscote, "the bright, bustling town", at jeg fik den første fornemmelse for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Han så nærmest ud som om, jeg havde forslået ham at sætte mig af midt på Antarktis. Han var faktisk ikke engang sikker på at jeg kunne finde et sted at sove. Så slemt gik det dog ikke.
Kangaroo Island er ikke overrendt af biler. Der er faktisk ikke meget trafik. Derfor er vejene heller ikke meget bredere end en midtjysk landevej, og kun hovedvejene er asfalteret. Det betyder dog ikke at man bevæger sig i et adstadigt tempo; næ nej. Hastighedsgrænsen er generelt fastsat til 100 km/t, og det kører man. Mindst! Også i bus.
Jeg læste i brochuren på færgen, at man anbefales, at køre roligt og opmærksom, af hensyn til dyrelivet. Det dyreliv som var allestedsnærværende i grøften, vejkanten og enkelte steder midt på vejen, som splat, mos eller rent skelet.
Således i fuld fart, nåede vi efter en times tid frem til Kingscote - centre of trade and commerce. Buschaufføren, som stadig var temmelig nærvøs på mine vegne, kørte mig pænt rundt i hele byen, og viste mig hvor jeg fandt alt fra touristkontor og hostel (jep, der var kun et) til bottleshop og Sealink-kontor (altså færgeselskabet og busselskabet). Det tog ca. 2 minutter.
Kingscote er en havneby, der i størrelse og intensitet bestemt leder tanker i mange retninger, men ikke i retning af centre of trade and commerce... En stor del af jer, der er nået hertil i teksten, vil uden tvivl være bekendt med landsbyen Gevninge, lidt udenfor Roskilde. Et meget hyggeligt sted, med utroligt rare mennesker, ikke et ondt ord om dét sted. Og ej heller et ondt ord om Kingscote. Men ligesom jeg aldrig ville beskrive Gevninge med ord som handels- og forretningscenter, eller for den sags skyld bustling town, er det nok også lidt store ord at bruge om Kingscote. Og nogen anden by på KI.
Det er ganske rigtigt her, i Kingscote, at alt handel på øen foregår. Men der sker absolut intet. Gaderne er stort set tomme fra morgen til aften; måske lige med undtagelse af mellem kl.18.00 og 19.00, hvor byens ene bar, holder happy hour, og alle beboere samles til den daglig opdatering på livet på KI.
Således, kære læser, skulle der være baggrundsviden nok om Kingscote til at begribe hvordan buschaufførens bekymringer, snart blev mine bekymringer. For jeg havde jo ikke planlagt nogen udflugt, nogen lejebil, noget som helst. Og hvis man ikke har det på forhånd, i en by som Kingscote, så bliver man i Kingscote. Så det gjorde jeg.
Efter et besøg på touristkontoret, der, på grund af de "mange" forespørgsler, også fungerede som papirvarehandel, souvenirbutik og digenot-butik, et besøg hos Sealink, og et besøg på biblioteket, slog jeg vejen forbi byens hostel. Der var ingen af de andre steder, der kunne hjælpe, men det kan de jo ofte på et hostel, tænkte jeg. "Back at 12:30 PM - Bob" stod der på et lille whiteboard, på et bord, midt i fællesrummet/køkkenet da jeg kom ind. Klokken var vel 12.00, så jeg ventede da gerne. Det var her jeg traf Troy, hummerfisker, og bonderøv af guds nåde. Han sæsonfiskede på øen, og boede fast på Bob's hostel, i de 8 måneder det varede. Og han viste mig til rette, for som han sagde, Bob var nok nede på pubben, og så vidste man aldrig hvornår han kom tilbage. Så jeg smed mine ting på min seng og gik en tur på stranden, mellem pelikaner og pingviner...
Således startede mit ø-eventyr lidt skævt, men endte, selvfølgelig, bør jeg vel bemærke, med at blive voldsomt morsomt. Men da historiefortællingen allerede er rendt af med mig, vil jeg kalde dette indlæg del 1., og stoppe her. Måske genoptager jeg beretningen en anden god gang, når hukommelsens små finurligheder har gjort historien lidt bedre :-)
Og de der billeder kommer også.
KK
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar