Ikke længere alene

Den skarpe læser af mit forrige indlæg, vil måske have lagt mærke til ændringen i det personlige stedord fra "jeg" til "vi", lige omkring der hvor scenen skifter til Brasilien. Det er der en god grund til. Da jeg ankom til lufthavnen i Rio de Janeiro, kun en halv time forsinket, stod min gode, gamle ven Kim og ventede på mig ved baggagebåndet. Nu får jeg det måske til lyde som en tilfældighed, men det var skam et nøje planlagt redezvous. Således er jeg ikke længere alene på farten, men har fået rejseselskab til en tur rundt i størstedelen af Sydamerika, som vi i fællesskab har haft i tankerne det sidste år.
Og hvad har vi så bedrevet tiden med, de sidste seks dage, siden vi mødtes, den 10. december, i Rio lufthavn? Vi har blandt andet været på stranden, den ene dag vi havde fuld solskin i Rio, men dog kun en time. Det var lige præcis så lang tid, vi begge behøvede, for at oparbejde en solskoldning, som vi, her 3 dage efter, stadig har voldsom glæde af.
Vi har været til gadefest i underholdningsdistrektet i Rio, Lapa, sammen med halvdelen af vores hostel, deriblandt en London-bosat brasilianer, som, en smule ufrilligt, blev udnævnt til guide af resten af selskabet, efter at have forsynet os så rigeligt med Caipirinhas. Der blev danset i gaden og drukket en mængde øl, og da det hele var overstået, måtte alle os, der havde deltaget, sande at guidebøger og rejsevejledning kan have en uheldig virkning på ens forudopfattelse. Således blev vi kun mødt af venlige, imødekommende lokale, som hverken prøvede at snyde os, bestjæle os, eller på anden vis forulempe os. Ikke at vi havde forventet andet, men vi var nu alligevel alle en smule påpasselige, da vi steg ud af taxaen. Men sikken en fest.
Nu har vi så forladt Rio, vi skal alligevel tilbringe en uge i byen i dagene omkring Nytår, og har flyttet os op i bjergene, til Ouro Preto, en gammel guldgraverby fra kolonitiden. Det var her det første spæde oprør mod portugiserne blev startet, og byen er fuld af gamle kirker og minegange. Guld er her dog ikke meget af; det er alt sammen fragtet til Portugal og England for et par hundrede år siden. Og så er her masser af regn. I går da vi ankom, hang skyerne nede i gaderne, og det støvregnede næste ustandseligt. I dag er skyerne så lettet, hvilket blot har givet en god gedin omgang dagsregn, af den grå, ustoppelige slags. Og her er ikke mange indendørs aktiviteter for touristen (derfor dette usædvanlige lange indlæg).
Nu går tankerne på, om vi skal give stedet en chance mere, og blive et par nætter mere, eller om vi skal forsøge at komme langt væk, til sol og sommer. Om ni dage skal vi være på Ilha Grande til en festlig omgang Juleaften, så det går nok snart sydpå. I hvert fald hvis ikke vejret snart holder med os.