En kort opdatering

Vi er blevet beskåret til et selskab på tre, Nytåret er overstået, Brasilien synger på sidste vers og regnen er vendt tilbage.

Niels B., Kim og jeg forlod Rio i lørdags, i regnvejr, og rejste sydpå til Paraty (alt. Parati), en ferie-/badeby, som er meget besøgt af brasilianere fra oplandet, her omkring nytårs- og juleferien. Det betød, at vi tre havde endog meget svært ved at finde et sted, hvor vi kunne overnattet. Alt var optaget og reserveret på forhånd. Paraty er dog ikke så anderledes end andre velbesøgte feriedestinationer; også her findes steder, som vælger at opkræve så tilstrækkelig store beløb for en overnatning, at der findes ledige senge. Et sådant sted fandt vi. Muligvis det dyreste hotel i byen, midt i det historiske centrum, her havde de en suite (faktisk to) ledig, hvor der var fint plads til os... 1200 danske kroner for én nat, men så havde vi til gengæld også et værelse med så meget plads, at det mindst svarende til en 26 sengs sovesal på et hostel. Det er vel unødvendigt at bemærke, at vi kun tog en enkelt nat her. Morgenmaden var dog god.

Nyårsaften på Copacabana var et brag af en fest! Vi var blevet lovet en folkemængder, hvor man var dømt til at blive væk fra hinanden, og hvor det ville være umuligt at bevæge sig med større hastighed end en gennemsnitlig dansk snegl. Det holdt dog ikke helt stik - to milioner mennesker fylder meget, men der var såmænd ganske fint plads til otte bredskulderede skandinavere, med 'pagne, cigarer og store armbevægelser, fuldkommen klændt i hvidt, som den brasilianske nytårstradition foreskriver det.

Vi havde, i allersidste øjeblik, og kun hjulpet på vej af en lille hvid løgn om engagement ved dansk tv, fået et bord på en restaurant, på første parket ud til stranden, hvor vi blev trakteret med stor buffet og fri bar. Stedet havde tilsyneladende aldrig før haft besøg af tørstige nordeuropæere, for indtaget af våde varer, ved det danske bord, vagte stor forundren blandt personalet.

Fyrværkeriet bør også levnes en enkelt linie: 24 tons fyrværker fyldte himlen i mere end 20 minutter, akkompagneret af klassisk musik. Her kan Tivoli sgu ikke være med.

Nu synger Brasilien på sidste vers. Vi har billetter til natbussen til São Paulo i morgen aften, hvorfra vi, efter et (forhåbentligt) kort stop, fortsætter på den 18 timer lange bustur til Foz do Iguaçu, byen på den brasilianske side af verdens største vandfald. Her krydser vi grænsen til Argentina, og vi ser os ikke tilbage før vi rammer Cap Horn.

Godt Nytår!