Bustursdagbogen

Der er så mange måder at rejse på. Man kan cykle eller gå, køre med bil, tog eller bus. Da vi, Niels B., Kim og jeg, skulle rejse fra Paraty ved den brasilianske atlanterhavskyst til Foz do Iguaçú inde i landet tæt ved grænserne til Paraguay og Argentina, valgte vi den sidstnævnte mulighed; bussen. Det er så afgjort den mest udbredte rejseform i Sydamerika, og derfor den mest oplagte. Ligesom med alt andet mekanik, kan en bus gå i stykker. Og det skete selvfølgelig med vores bus, natbussen fra Pararty til Saõ Paulo. Således blev vores forholdsvise korte 6 timers køretur forlænget halvanden time, og krydret med et uplanlagt busskift, midt på den brasilianske landevej. Pyt, det kunne soves væk. Og da vi ankom til Saõ Paulo, viste det sig, at det ikke betød det store, idet der var 7 timer til vores næste bus mod Foz do Iguaçú kørte.
Vi belejrede en restaurant på busterminalen i Saõ Paulo, og satte os til at vente de 7 timer. Det er lang tid... Men tiden gik, og kl.14.30 pågyndte vi den næste, 15 timer lange køretur ind i landet. Bussen var af lidt ældre dato, i forhold til vores tidligere transportmidler, så der blev joket på de billige sæder om, at så var den da i det mindste gennemprøvet, og lagde sig ikke bare om på siden, som den forgående nats bus. Og det gik såmænd også rigtig fint. Indtil lige omkring kl.01.00. Nogenlunde på det tidspunkt genlød kabinen af bussens alarm for motorproblemer. En velkendt lyd for de passagere, som havde tilbragt forrige nat, ombord på Paraty-Saõ Paulo bussen.
Så, for anden gang på mindre end et døgn, valgte vores bus strejkevejen, vi måtte igen foretage et busskifte i ly af natten, og 15 timer blev til 17 timer. På den positive side kan vi næppe rende ind i mere uheld på en enkelt bustur.