Ja, jeg ved det. Det er forfærdelig længe siden, jeg sidst har berettet om min færd i det sydamerikanske, men nu brydes tavsheden.
Lad mig starte med at slå fast, at fraværet af skriverier, er udtryk for at vi, Kim og jeg, har det storartet - deraf overskriften. Det er en lille måneds tid siden, jeg sidst berettede nyt, og i den forløbne tid, er så utroligt meget passeret. Vi var dengang stadig i Buenos Aires i Argentina, en by som optog os lidt længere end beregnet, men som vi forlod tirsdag efter den famøse fodboldkamp - en foboldkamp som forøvrigt havde det hele: udvisning, straffespark og to gale fan-grupperinger, som råbte og larmede ad hinanden, og hvor vi var en del af det vindende holds fangruppe.
Første stop efter BA (Buenos Aires i lokal argentisk slang) blev Puerto Madryn, ved den argentinske atlanterhavskyst. En by som i sig selv ikke byder på det store eventyr, den er faktisk ret kedelig. Og meget, helt ekstremt blæsende, mens vi var der. Det var da heller ikke Puerto Madryn by vi var rejst den lange for. En mindre bustur syd for byen, hvilket i sydamerikansk målestok er 170 km., holder den største koloni af pingviner, uden for Antarktis, til, og dem skulle vi se'følig se. Således befandt vi os mellem ikke mindre end 1.000.000 magellanpingviner, som vræltede rundt mellem buskads og fotogale tourister - deriblandt to danske. (Facebookbilleder her)
Fra blæsende, dog solrigt atlanterhavsklima og pingviner, gik turen yderligere sydpå, over Rio Gallegos (udtales Rio Ga'sjæ'gos) og El Calafate til El Chaltén -"Hiking capital of Argentina". En bustur på henved 36 timer. Nu har jeg tidligere omtalt de fantastiske busser i Argentina, og vi rejste skam også fornemt på den første strækning, men de resterende 10 timer gik til så afsidesligende egne, at de kun blev betjent af almindelige "sid-oprejst-og-træk-benene-til-dig" -busser, uden den vanlige forplejning med varme måltider og des lige. Det skulle vise sig, at være standarden på resten af vores patagoniske sydhavseventyr.
Hvor slemt det end lyder, kom vi frem i et stykke til El Chaltén, en by placeret midt i et mylder af vandreruter, som bringer én op ad bjerge og ned ad bakker. Det store trækplaster her er Fitz Roy, en bjergeformation der rager utidigt op mellem de andre bjerge, og af den årsag dannes der skyer lige oven over, så det giver indtryk af at ryge fra bjergtinderne. Det skulle vi selvfølgelig op og se, så allerede på førstedagen begav vi os ud på den 2x12km lange travetur. Op ad bjerge og ned ad bakker, over vandløb og rundt om klipper, for til sidst at stige meget stejlt op i højderne; 300m op på mindre end 1km. Det var overhængende tæt på, at tage livet af undertegnede. Turen afslørede visse mangler og fejl ved Thomas Nielsens kondition - eller mangel på samme.
Det forhindrede os (Kim og jeg) dog ikke i at gentage bedriften dagen efter med endnu en 2x12,5km tur, endnu højere op i landskabet, dog uden de stejle stigninger. Det gav anledning til et par velfortjente hviledage. (Facebookbilleder)
Kun et par timer syd for El Chaltén, var vi passeret igennem El Calafate, da vi først ankom, og nu gik turen retur hertil, for at besøge et af de vildeste naturfænomener på vores vej: Perito Moreno Gletcheren.
El Calafate i sig selv, er blot endnu en småkedelig touristby, hyggelig nok, men dyr og steril. Næ, det vi var kommet, var Perito Moreno gletcheren, en af de sidste glechere i verden, som stadig avancerer, og det med ca. 2m om dagen. Det betyder at gletchere kælver, der brækker stykker af, hvert andet øjeblik, og det larmer helt vanvittigt. Det skal opleves. Jeg er til stadighed i konfliktfyldt om hvilken jeg synes mest fascinerede: Iguazu vandfaldene eller Perito Moreno gletcheren.
Med til historien hører selvfølgelig også, at vi blev vidner til et enormt afbræk. Mens vi stod og ventede (det er det man gør) på, at der skulle knække isstykker af, begyndte det at knage og brage lige foran os, og pludselig gav en isklump på størrelse med en dansk etageejendom slip, og faldt i vandet med et drøn, som sendte store bølger i alle retninger, foruden jubelskrigene fra de tilstedeværende tourister. Det var en god dag! (Facebookbilleder)
En lille sjov historie, som hører til, er at byen El Calafate er opkaldt efter et bær, Calafate-bær, som vokser i hele Patagonien.
(Se, her vil det være en god ide, at tage en pause, gå ud og lave mad, ryge en smøg, eller give kæresten/konen/manden et kys og en omgang massage, for historierne stopper ikke lige med det første. Du kan altid læse videre i morgen.)
Stadig i starten af februar; El Calafate fik kun lige præcis tid nok til at se gletcheren, og så tog vi videre, videre til "The End of The World", Ushuaia, den selvudråbte sydligste by i verden, og afgangsby for krydstogtskibe til Antarktis. Og her var vejret ikke kun omdrejningspunktet i samtalen, som undskyldning for mangel på emner. På mindre end en time kunne man gennemleve et helt dansk års sæsoner. Det ene øjeblik skinnede solen, det næste væltede regnen ned, for i næste sekund at slå over i hård blæst, som igen blev erstattet af noget nyt. Nogle gange kom det hele på en gang og en enkelt gang faldt der sågar sne.
I Ushuaia mødte vi nogle rigtig flinke mennesker, Cyrille og Celine fra Frankring og Aina fra Danmark (som vi egentlig allerede var rendt ind i på busstationen i El Calafate.) De kommer til at optræde i historien senere...
Vi begav os endnu en gang ud på nogle mindre vandreture, ingen dog af tilnærmelsesvis samme kaliber som dem i Chaltén, men dog med ømme muskler til følge. Vi forsøgte også at finde det ubegribeligt billige tilbud til Antarktis, dog uden held. Selv med økonomisk krise og enden på sæsonen lige om hjørnet, kom priserne aldrig under 4000 USD. Vi havde i det hele taget et stille og roligt ophold i Ushuaia, vi foretog os ikke det helt store, og ladede op til det store fem dages trek, vi havde planlagt på den anden side af grænsen, i Torres del Paine, i Chile.
Således drog vi afsted mod Puerto Natales i Chile, byen hvorfra færgeturen op gennem de chilenske fjorde starter, og byen hvor alle tourister, som ønsker at bide skeer med Torres del Paine, starter ud. Torres del Paine er en nationalpark, udlagt omkring Torres bjergkammen, som kun kan nås efter 1-2 dages vandretur gennem parken.
Vi ankom den 13. februar, parate til fem dage i telt, på campingmad og med ømme ben. Vi havde afsat en hel dag til forberedelser, til at købe mad, leje telt og primus, til at booke busbilletter og samle information om, hvordan man bedst angriber Torres. Vi var klar!
Søndag; det var den 15. februar og vi var stået tidligt og havde pakket alt vores udstyr. Vi nåede lige lidt hurtigt morgenmad, inden vi blev samlet op af bussen, og så var vi ellers på vej på telttur. Det var temmelig overskyet, som vi forlod Puerto Natales, og efterhånden som vi nærmede os Torres del Paine begyndte det at smådryppe; en dryppen der slog over i regulær regn, da vi nåede nationalparken. Vi var dog fast besluttet på, ikke at lade os slå ud af en smule regn, omend vi dog lagde vores rute lidt om.
Det nye rutevalg sendte os med en færge på tværs af en stor sø. En sejltur hvor regnen kun tog til i styrke. Og da vi ankom til den modsatte bred, hvor det et trist syn, som mødte os. Overalt kom folk tilbage fra de forskellige stier, og kunne berette om hvordan der løb regulære floder på/i stierne længere opppe i bjergene. Alle som én var gennemblødte, og regnen reducerede sigtbarheden i en sådan grad, at bjergene var næsten skjulte. Da meldingen kom, at store dele af parken var blevet lukket pga. regnen, tog vi den tunge beslutning, at vende om, og aflyse vores fem dages trek. Start aldrig ud den 13.
(Pausetid!)
Vi tog os en par dage på den lade side, sådan for at komme os over skuffelsen i Torres del Paine. Nu var det tid til at se fremad. Vi returnede til Puerto Natales d. 19 februar, for at gå ombord på Evangelista, færgen som skulle være vores hjem de næste tre dage, og som skulle fragte os 1000km. nordpå, til Puerto Montt. Vi blev indlogeret i en meget komfortabel køje, i en firmands-afstikker-gang, til en større fællesgang, i den 16 sengs sovesal, hvor vi skulle bo. Det var meget mere privat end det umiddelbat lyder.
Vi havde mødt Cyrille & Celine, det franske par fra Ushuaia, allerede et par dage før, i Torres del Paine, hvor vi alle fire havde givet op sammen. De havde dengang snakket om, at de ville forsøge at ændre deres billetter til færgeturen, så de kom med samme afgang som os (færgen afgår kun en gang om ugen). Det lykkedes. Aina, som vi også havde mødt i Ushuaia, vidste vi allerede, ville også være med færgen, så vi havde godt selskab hele vejen.
Det kunne blive en meget lang historie om hvordan man lærer en franskmand tre forskellige kortspil på tre dage, hvordan man ikke bør drikke store mængder irsk kaffe, forud for en aften med annonceret hård søgang, og hvordan chilenske søfolk holder diskotek med uddaterede 90'er hits. Det vil bliver alt for langt, og der skal jo også være en historie eller to til jeg kommer hjem.
Vi havde nu været i det sydlige Patagonien i tre uger, og varmen, og til dels også solskinnet havde været sparsomt. Derfor var vi alle, Cyrille & Celine, Aina, Kim og Thomas, enige om, at vi trængte til noget sol og varme. Så vi forlod Puerto Montt, straks som vi ankom, og slog ruten an mod Bariloche i Argentina. Bariloche har ry for at være en umådeligt hyggeligt sted, ved foden af Andesbjergene, ud til an stor bjergsø. Et sceneri der forøvrigt er fælles for langt de fleste touristdestinationer i Andesbjergene.
Vejret skuffede bestemt ikke - vi har endnu ikke set meget til skyerne. Til gengæld formåede Bariloche ikke at forbløffe som by. Det gjorde dog den omkringliggende natur. Vi begav os endnu engang ud på en vandretur, op ad et bjerg (nogen vil nok kalde det en bakke), denne gang i en gruppe på fem, og hvilken udsigt: Der var bjerge og skove og søer med strålende klart vand i alle retninger. Det hele badet i de solstråler vi alle havde savnet.
Som sagt havde Bariloche dog ikke meget at byde på, så efter kun en enkelt overnatning, tog vi bussen et stykke længere sydpå, til El Bolson, det argentinske svar på Christiania, en hel landsby fyldt med hippier, gadegøglere og øko-vegetarmad. Og vi nød det; selv Kim, som fik en kærkommen chance for at teste sin nyerhvervede slangebøsse på hippierne.
Fem dage forløb således lynhurtigt, med kun en enkelt ekskursion, som dog fortjener ikke så lidt spalteplads. Vi, Kim og jeg, sprang ud som vaskeægte gauchoer, eller cowboys hvis man er mere til de nordamerikanske termer. Yes, vi tog på ridetur, med Aina som vores guide. Og hvilken tur; sjældent har El Bolsons opland set så stilligt et optrin. Vi førte os frem, som om vi aldrig havde bedrevet andet.
El Bolson blev stedet hvor vi sendte vores franske venner østpå, til Puerto Madryn, og selvom vi tog Aina med et enkelt stop nordpå, måtte vi også sige på gensyn til hende, da hun foretrak vin og høje bjerge i Mendoza, Arg., frem for vulkaner og hastige vandfald i Pucon.
Ja, alting har en ende, har Shubidua engang sunget, og det fik også El Bolson. I mandags ankom vi til vores nuværende opholdssted, Pucon i Chile. Pucon er hjemsted for Villarrica vulkanen, Chiles og måske Sydamerikas mest aktive vulkan. Den har dog været temmelig lavmælt, mens vi har været her.
Apropos vulkaner, har vi tidligere måtte aflyse et besøg i den chilenske by Chaitén pga. af et vukanudbrud. De chilenske myndigheder havde evakueret hele byen, så vi gik ud fra, at vi nok ville blive lukket ind. Så blev det Bariloche og El Bolson i stedet.
Det var et sidespring. Vi ankom til Pucon fordi vi ville op og gå på vulkanen. Men det skal man på dyre, guidede ture for, og det tage minimum to dage. I stedet besøgte vi en anden nationalpark, med flere store bjergsøer, som vi kom til efter at krydse en bjergkamp i 1200m højde. Jep, endnu en god vandretur.
I går vi så ude og se på vandfald, en tur vi brugte til indsamle henved et kilo brombær, som vikser vildt overalt her, og som skal på isen i aften. Når det er fortæret rejser vi nordpå, til Valparaiso, en times tid nord for Santiago. Og så, på onsdag, skal vi ud og flyve, 3600km ud i Stillehavet, til Påskeøen. Det bliver skægt.
Det var den lynhurtige opdatering på livet i Sydamerika. Jeg kommer ikke hjem foreløbig, vi har det simpelthen for godt. Fremover skal jeg forsøge at skrive oftere, der er tilsynelade flere, der følger med, end jeg lige havde regnet med.
Thomas
Lad mig starte med at slå fast, at fraværet af skriverier, er udtryk for at vi, Kim og jeg, har det storartet - deraf overskriften. Det er en lille måneds tid siden, jeg sidst berettede nyt, og i den forløbne tid, er så utroligt meget passeret. Vi var dengang stadig i Buenos Aires i Argentina, en by som optog os lidt længere end beregnet, men som vi forlod tirsdag efter den famøse fodboldkamp - en foboldkamp som forøvrigt havde det hele: udvisning, straffespark og to gale fan-grupperinger, som råbte og larmede ad hinanden, og hvor vi var en del af det vindende holds fangruppe.
Første stop efter BA (Buenos Aires i lokal argentisk slang) blev Puerto Madryn, ved den argentinske atlanterhavskyst. En by som i sig selv ikke byder på det store eventyr, den er faktisk ret kedelig. Og meget, helt ekstremt blæsende, mens vi var der. Det var da heller ikke Puerto Madryn by vi var rejst den lange for. En mindre bustur syd for byen, hvilket i sydamerikansk målestok er 170 km., holder den største koloni af pingviner, uden for Antarktis, til, og dem skulle vi se'følig se. Således befandt vi os mellem ikke mindre end 1.000.000 magellanpingviner, som vræltede rundt mellem buskads og fotogale tourister - deriblandt to danske. (Facebookbilleder her)
Fra blæsende, dog solrigt atlanterhavsklima og pingviner, gik turen yderligere sydpå, over Rio Gallegos (udtales Rio Ga'sjæ'gos) og El Calafate til El Chaltén -"Hiking capital of Argentina". En bustur på henved 36 timer. Nu har jeg tidligere omtalt de fantastiske busser i Argentina, og vi rejste skam også fornemt på den første strækning, men de resterende 10 timer gik til så afsidesligende egne, at de kun blev betjent af almindelige "sid-oprejst-og-træk-benene-til-dig" -busser, uden den vanlige forplejning med varme måltider og des lige. Det skulle vise sig, at være standarden på resten af vores patagoniske sydhavseventyr.
Hvor slemt det end lyder, kom vi frem i et stykke til El Chaltén, en by placeret midt i et mylder af vandreruter, som bringer én op ad bjerge og ned ad bakker. Det store trækplaster her er Fitz Roy, en bjergeformation der rager utidigt op mellem de andre bjerge, og af den årsag dannes der skyer lige oven over, så det giver indtryk af at ryge fra bjergtinderne. Det skulle vi selvfølgelig op og se, så allerede på førstedagen begav vi os ud på den 2x12km lange travetur. Op ad bjerge og ned ad bakker, over vandløb og rundt om klipper, for til sidst at stige meget stejlt op i højderne; 300m op på mindre end 1km. Det var overhængende tæt på, at tage livet af undertegnede. Turen afslørede visse mangler og fejl ved Thomas Nielsens kondition - eller mangel på samme.
Det forhindrede os (Kim og jeg) dog ikke i at gentage bedriften dagen efter med endnu en 2x12,5km tur, endnu højere op i landskabet, dog uden de stejle stigninger. Det gav anledning til et par velfortjente hviledage. (Facebookbilleder)
Kun et par timer syd for El Chaltén, var vi passeret igennem El Calafate, da vi først ankom, og nu gik turen retur hertil, for at besøge et af de vildeste naturfænomener på vores vej: Perito Moreno Gletcheren.
El Calafate i sig selv, er blot endnu en småkedelig touristby, hyggelig nok, men dyr og steril. Næ, det vi var kommet, var Perito Moreno gletcheren, en af de sidste glechere i verden, som stadig avancerer, og det med ca. 2m om dagen. Det betyder at gletchere kælver, der brækker stykker af, hvert andet øjeblik, og det larmer helt vanvittigt. Det skal opleves. Jeg er til stadighed i konfliktfyldt om hvilken jeg synes mest fascinerede: Iguazu vandfaldene eller Perito Moreno gletcheren.
Med til historien hører selvfølgelig også, at vi blev vidner til et enormt afbræk. Mens vi stod og ventede (det er det man gør) på, at der skulle knække isstykker af, begyndte det at knage og brage lige foran os, og pludselig gav en isklump på størrelse med en dansk etageejendom slip, og faldt i vandet med et drøn, som sendte store bølger i alle retninger, foruden jubelskrigene fra de tilstedeværende tourister. Det var en god dag! (Facebookbilleder)
En lille sjov historie, som hører til, er at byen El Calafate er opkaldt efter et bær, Calafate-bær, som vokser i hele Patagonien.
(Se, her vil det være en god ide, at tage en pause, gå ud og lave mad, ryge en smøg, eller give kæresten/konen/manden et kys og en omgang massage, for historierne stopper ikke lige med det første. Du kan altid læse videre i morgen.)
Stadig i starten af februar; El Calafate fik kun lige præcis tid nok til at se gletcheren, og så tog vi videre, videre til "The End of The World", Ushuaia, den selvudråbte sydligste by i verden, og afgangsby for krydstogtskibe til Antarktis. Og her var vejret ikke kun omdrejningspunktet i samtalen, som undskyldning for mangel på emner. På mindre end en time kunne man gennemleve et helt dansk års sæsoner. Det ene øjeblik skinnede solen, det næste væltede regnen ned, for i næste sekund at slå over i hård blæst, som igen blev erstattet af noget nyt. Nogle gange kom det hele på en gang og en enkelt gang faldt der sågar sne.
I Ushuaia mødte vi nogle rigtig flinke mennesker, Cyrille og Celine fra Frankring og Aina fra Danmark (som vi egentlig allerede var rendt ind i på busstationen i El Calafate.) De kommer til at optræde i historien senere...
Vi begav os endnu en gang ud på nogle mindre vandreture, ingen dog af tilnærmelsesvis samme kaliber som dem i Chaltén, men dog med ømme muskler til følge. Vi forsøgte også at finde det ubegribeligt billige tilbud til Antarktis, dog uden held. Selv med økonomisk krise og enden på sæsonen lige om hjørnet, kom priserne aldrig under 4000 USD. Vi havde i det hele taget et stille og roligt ophold i Ushuaia, vi foretog os ikke det helt store, og ladede op til det store fem dages trek, vi havde planlagt på den anden side af grænsen, i Torres del Paine, i Chile.
Således drog vi afsted mod Puerto Natales i Chile, byen hvorfra færgeturen op gennem de chilenske fjorde starter, og byen hvor alle tourister, som ønsker at bide skeer med Torres del Paine, starter ud. Torres del Paine er en nationalpark, udlagt omkring Torres bjergkammen, som kun kan nås efter 1-2 dages vandretur gennem parken.
Vi ankom den 13. februar, parate til fem dage i telt, på campingmad og med ømme ben. Vi havde afsat en hel dag til forberedelser, til at købe mad, leje telt og primus, til at booke busbilletter og samle information om, hvordan man bedst angriber Torres. Vi var klar!
Søndag; det var den 15. februar og vi var stået tidligt og havde pakket alt vores udstyr. Vi nåede lige lidt hurtigt morgenmad, inden vi blev samlet op af bussen, og så var vi ellers på vej på telttur. Det var temmelig overskyet, som vi forlod Puerto Natales, og efterhånden som vi nærmede os Torres del Paine begyndte det at smådryppe; en dryppen der slog over i regulær regn, da vi nåede nationalparken. Vi var dog fast besluttet på, ikke at lade os slå ud af en smule regn, omend vi dog lagde vores rute lidt om.
Det nye rutevalg sendte os med en færge på tværs af en stor sø. En sejltur hvor regnen kun tog til i styrke. Og da vi ankom til den modsatte bred, hvor det et trist syn, som mødte os. Overalt kom folk tilbage fra de forskellige stier, og kunne berette om hvordan der løb regulære floder på/i stierne længere opppe i bjergene. Alle som én var gennemblødte, og regnen reducerede sigtbarheden i en sådan grad, at bjergene var næsten skjulte. Da meldingen kom, at store dele af parken var blevet lukket pga. regnen, tog vi den tunge beslutning, at vende om, og aflyse vores fem dages trek. Start aldrig ud den 13.
(Pausetid!)
Vi tog os en par dage på den lade side, sådan for at komme os over skuffelsen i Torres del Paine. Nu var det tid til at se fremad. Vi returnede til Puerto Natales d. 19 februar, for at gå ombord på Evangelista, færgen som skulle være vores hjem de næste tre dage, og som skulle fragte os 1000km. nordpå, til Puerto Montt. Vi blev indlogeret i en meget komfortabel køje, i en firmands-afstikker-gang, til en større fællesgang, i den 16 sengs sovesal, hvor vi skulle bo. Det var meget mere privat end det umiddelbat lyder.
Vi havde mødt Cyrille & Celine, det franske par fra Ushuaia, allerede et par dage før, i Torres del Paine, hvor vi alle fire havde givet op sammen. De havde dengang snakket om, at de ville forsøge at ændre deres billetter til færgeturen, så de kom med samme afgang som os (færgen afgår kun en gang om ugen). Det lykkedes. Aina, som vi også havde mødt i Ushuaia, vidste vi allerede, ville også være med færgen, så vi havde godt selskab hele vejen.
Det kunne blive en meget lang historie om hvordan man lærer en franskmand tre forskellige kortspil på tre dage, hvordan man ikke bør drikke store mængder irsk kaffe, forud for en aften med annonceret hård søgang, og hvordan chilenske søfolk holder diskotek med uddaterede 90'er hits. Det vil bliver alt for langt, og der skal jo også være en historie eller to til jeg kommer hjem.
Vi havde nu været i det sydlige Patagonien i tre uger, og varmen, og til dels også solskinnet havde været sparsomt. Derfor var vi alle, Cyrille & Celine, Aina, Kim og Thomas, enige om, at vi trængte til noget sol og varme. Så vi forlod Puerto Montt, straks som vi ankom, og slog ruten an mod Bariloche i Argentina. Bariloche har ry for at være en umådeligt hyggeligt sted, ved foden af Andesbjergene, ud til an stor bjergsø. Et sceneri der forøvrigt er fælles for langt de fleste touristdestinationer i Andesbjergene.
Vejret skuffede bestemt ikke - vi har endnu ikke set meget til skyerne. Til gengæld formåede Bariloche ikke at forbløffe som by. Det gjorde dog den omkringliggende natur. Vi begav os endnu engang ud på en vandretur, op ad et bjerg (nogen vil nok kalde det en bakke), denne gang i en gruppe på fem, og hvilken udsigt: Der var bjerge og skove og søer med strålende klart vand i alle retninger. Det hele badet i de solstråler vi alle havde savnet.
Som sagt havde Bariloche dog ikke meget at byde på, så efter kun en enkelt overnatning, tog vi bussen et stykke længere sydpå, til El Bolson, det argentinske svar på Christiania, en hel landsby fyldt med hippier, gadegøglere og øko-vegetarmad. Og vi nød det; selv Kim, som fik en kærkommen chance for at teste sin nyerhvervede slangebøsse på hippierne.
Fem dage forløb således lynhurtigt, med kun en enkelt ekskursion, som dog fortjener ikke så lidt spalteplads. Vi, Kim og jeg, sprang ud som vaskeægte gauchoer, eller cowboys hvis man er mere til de nordamerikanske termer. Yes, vi tog på ridetur, med Aina som vores guide. Og hvilken tur; sjældent har El Bolsons opland set så stilligt et optrin. Vi førte os frem, som om vi aldrig havde bedrevet andet.
El Bolson blev stedet hvor vi sendte vores franske venner østpå, til Puerto Madryn, og selvom vi tog Aina med et enkelt stop nordpå, måtte vi også sige på gensyn til hende, da hun foretrak vin og høje bjerge i Mendoza, Arg., frem for vulkaner og hastige vandfald i Pucon.
Ja, alting har en ende, har Shubidua engang sunget, og det fik også El Bolson. I mandags ankom vi til vores nuværende opholdssted, Pucon i Chile. Pucon er hjemsted for Villarrica vulkanen, Chiles og måske Sydamerikas mest aktive vulkan. Den har dog været temmelig lavmælt, mens vi har været her.
Apropos vulkaner, har vi tidligere måtte aflyse et besøg i den chilenske by Chaitén pga. af et vukanudbrud. De chilenske myndigheder havde evakueret hele byen, så vi gik ud fra, at vi nok ville blive lukket ind. Så blev det Bariloche og El Bolson i stedet.
Det var et sidespring. Vi ankom til Pucon fordi vi ville op og gå på vulkanen. Men det skal man på dyre, guidede ture for, og det tage minimum to dage. I stedet besøgte vi en anden nationalpark, med flere store bjergsøer, som vi kom til efter at krydse en bjergkamp i 1200m højde. Jep, endnu en god vandretur.
I går vi så ude og se på vandfald, en tur vi brugte til indsamle henved et kilo brombær, som vikser vildt overalt her, og som skal på isen i aften. Når det er fortæret rejser vi nordpå, til Valparaiso, en times tid nord for Santiago. Og så, på onsdag, skal vi ud og flyve, 3600km ud i Stillehavet, til Påskeøen. Det bliver skægt.
Det var den lynhurtige opdatering på livet i Sydamerika. Jeg kommer ikke hjem foreløbig, vi har det simpelthen for godt. Fremover skal jeg forsøge at skrive oftere, der er tilsynelade flere, der følger med, end jeg lige havde regnet med.
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar