Det er vist på tide, at der går en lille historie hjemover; solen har jo efterhånden set sig selv gå til ro adskillige gange. (Så poetisk, hva'?).
I skrivende stund, sidder jeg i verdens højeste hovedstad, La Paz, efter at have besøgt verdens højste saltslette og verdens højeste by, ja jeg er vel verdens højst placeret Thomas K. Nielsen. Hvilken titel?
La Paz, hovedstaden i Bolivia, markerer enden på Kims, Danielles og mit besøg i Bolivia. I begyndelsen af næste uge tager vi til Titicacasøen, verdens højeste sø (det er forøvrigt en skrøne), og derfra kommer der til at stå Peru i passet. Men altså først et par dage i La Paz, hvor vi meget praktisk har indlogeret os på et hostel med eget mikrobryggeri. Et træk som mange måske vil mistænke undertegnede for at stå bag, men jeg ankom først til byen fire dage efter de andre tre, Kim, Danielle og Liam. Det betyder, at der med i prisen på en seng, foruden pandekager ad libitum om morgenen, er et glas gratis øl hver aften, og en kande med 1,5L. koster iøvrigt den nette sum af 35 bolivianos, ca. 28kr. Alt vores tid bliver dog ikke "spildt" i hostelbaren; Kim, Danielle og jeg er i dag påbegyndt et 2 dages spanskkursus, for at forbedre de meget basale egenskaber vi nu engang, efter næsten fem måneder i Sydamerika, mestrer. Det er hårdt arbejde at være tilbage på skolebænken. Især når én er syg, én har mistet alt sin energi og den sidste lider af søvnmangel, og en lille undseelig smule tømmermænd.
Som jeg ganske kort fik bemærket før, ankom jeg til La Paz senere end de andre tre. Det bunder såmænd hverken i uvenskaber eller pludseligt opstået rabies, men blot i den simple årsag, at jeg interesserer mig en smule for gamle Inca-ruiner, en interesse de andre ikke helt deler på samme niveau, så jeg greb chancen, bookede en busbillet til Santa Cruz i den østlige Bolivia, og forlod Sucre dagen før de andre.
Det skulle være en bustur på små 15 timer, så jeg sørgede selvfølgelig for at finde et selskab som udbød cama-busser, den her fantastiske sydamerikanske opfindelse med sæder som ligger næsten helt ned. Det opfindsomme ligger åbenbart ikke til bolivianerne. Bussen så som sådan ganske fin ud udenpå, dog har nærmeste slægtning sandsynligvis været det fartøj amerikanerne brugte på månen. Indeni kunne sæderne skam også meget fornemt lægges ned, men dengang de målte ud til benlængde, overvejede de ganske åbenlyst ikke mulighed for, at skulle transportere en gringo, en vestlig tourist. Således sad jeg med hele min medpassagers rydlæn i skødet i godt 14 timer. En anden ting er, at bolivianske busser ikke har aircondition, og tro mig, det er bestemt også yderst sjældent nødvendigt. Det betyder dog at vinduerne som oftes kan åbnes, og dette med et lille plastichåndtag i vinduets kant - et håndtag som af uransaglige årsager var blevet afmonteret ud for mit sæde, og de to efterladte huller i ruden, sendte en kølig brise på tværs af min pande, en brise som tiltog betragteligt i kølighed, som natten skred frem. Der var hjælp fra en uventet kant. Ved min side sad en lille, tæt boliviansk kvinde i strutskørt og poncho; hele udstyret. Hun havde pakket sig så rigeligt ind i tæpper, at hun langt overskred grænsen for sit eget sæde, med den behagelige bivirkning, at hendes tæpper holdt mig varm, trods den tiltagende vindstyrke på min pande.
Hele turen kunne såmænd sagtens blot have været almindelig udmattende, men det bolivianske vejvæsen, eller mangel på samme, havde ganske tydeligt ikke haft kig på Sucre-Santa Cruz-vejen i en rum tid. Derfor gennemlevende jeg natten mellem den 9. og 10. april den værste bustur jeg kan mindes. Og jeg har efterhånden prøvet en hel del busser.
Nuvel, jeg ankom levende til Santa Cruz, Bolivias største eller næststørste by, alt efter hvem og hvor man spørger. Det synes dog, at skulle have en stakket frist. Trafik er ikke en spøg i Bolivia, og slet ikke i de større byer. Jo større fartøj, des større ret til at komme først. Det siger sig selv, at med den slags trafikregulering er fodgængere ikke højt anset.
Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg ikke ville blive i Santa Cruz og tog afsted mod Samaipata, mit egentlig mål, en lille bjerglandsby, ca. 2 timer udenfor Santa Cruz, hvortil man rejser med taxa, som man normalt deler fire personer. Hvis jeg følte mit liv havde klamret sig til denne verden før, var det intet imod den meget lange taxatur, jeg her begav mig ud på. Chaufføren havde et formål her i livet: At overhale alt og alle, uanset forhold, mennesker, dyr og andre trafikanter. Vejen var som sådan en udemærket grusvej, dog let medtaget visse steder, og absolut ikke et sted at køre om kap. Jeg har aldrig været så glad for at komme ud af en bil før.
Alt til trods - det var hele turen værd. Samaipata er en ganske lille by, hovedsagligt befolket af europæere, som har åbnet en restaurant eller et touristbureau i den lille by. Hovedatraktionen er en bjergtop, som engang har fungeret som mødested for Incaer fra øst og vest, og vis sandstenstop er et mesterværk i stenudskæring. Hele bjergtoppen, en sten på ca. 60x22m. er simpelthen udsmykket med mytiske fingurer og religiøse altrer. Ikke en tomme er efterladt uberørt. Dertil kommer så selvfølgelig en uforstyrret udsigt over bløde bjerge med condorer og gribbe svævende omkring, og en million sommerfugle i alle tænkelige størrelser og farver. Det var bestemt turen værd. Det er som om, alt bliver en smule mere fascinerende, når turen dertil har været besværlig. Og chaufføren tilbage til Santa Cruz kørte stille og behageligt, og uden om dyr om mennesker. Og bussen til La Paz fra Santa Cruz gav mig en lang, uforstyrret nattesøvn.
Thomas
I skrivende stund, sidder jeg i verdens højeste hovedstad, La Paz, efter at have besøgt verdens højste saltslette og verdens højeste by, ja jeg er vel verdens højst placeret Thomas K. Nielsen. Hvilken titel?
La Paz, hovedstaden i Bolivia, markerer enden på Kims, Danielles og mit besøg i Bolivia. I begyndelsen af næste uge tager vi til Titicacasøen, verdens højeste sø (det er forøvrigt en skrøne), og derfra kommer der til at stå Peru i passet. Men altså først et par dage i La Paz, hvor vi meget praktisk har indlogeret os på et hostel med eget mikrobryggeri. Et træk som mange måske vil mistænke undertegnede for at stå bag, men jeg ankom først til byen fire dage efter de andre tre, Kim, Danielle og Liam. Det betyder, at der med i prisen på en seng, foruden pandekager ad libitum om morgenen, er et glas gratis øl hver aften, og en kande med 1,5L. koster iøvrigt den nette sum af 35 bolivianos, ca. 28kr. Alt vores tid bliver dog ikke "spildt" i hostelbaren; Kim, Danielle og jeg er i dag påbegyndt et 2 dages spanskkursus, for at forbedre de meget basale egenskaber vi nu engang, efter næsten fem måneder i Sydamerika, mestrer. Det er hårdt arbejde at være tilbage på skolebænken. Især når én er syg, én har mistet alt sin energi og den sidste lider af søvnmangel, og en lille undseelig smule tømmermænd.
Som jeg ganske kort fik bemærket før, ankom jeg til La Paz senere end de andre tre. Det bunder såmænd hverken i uvenskaber eller pludseligt opstået rabies, men blot i den simple årsag, at jeg interesserer mig en smule for gamle Inca-ruiner, en interesse de andre ikke helt deler på samme niveau, så jeg greb chancen, bookede en busbillet til Santa Cruz i den østlige Bolivia, og forlod Sucre dagen før de andre.
Det skulle være en bustur på små 15 timer, så jeg sørgede selvfølgelig for at finde et selskab som udbød cama-busser, den her fantastiske sydamerikanske opfindelse med sæder som ligger næsten helt ned. Det opfindsomme ligger åbenbart ikke til bolivianerne. Bussen så som sådan ganske fin ud udenpå, dog har nærmeste slægtning sandsynligvis været det fartøj amerikanerne brugte på månen. Indeni kunne sæderne skam også meget fornemt lægges ned, men dengang de målte ud til benlængde, overvejede de ganske åbenlyst ikke mulighed for, at skulle transportere en gringo, en vestlig tourist. Således sad jeg med hele min medpassagers rydlæn i skødet i godt 14 timer. En anden ting er, at bolivianske busser ikke har aircondition, og tro mig, det er bestemt også yderst sjældent nødvendigt. Det betyder dog at vinduerne som oftes kan åbnes, og dette med et lille plastichåndtag i vinduets kant - et håndtag som af uransaglige årsager var blevet afmonteret ud for mit sæde, og de to efterladte huller i ruden, sendte en kølig brise på tværs af min pande, en brise som tiltog betragteligt i kølighed, som natten skred frem. Der var hjælp fra en uventet kant. Ved min side sad en lille, tæt boliviansk kvinde i strutskørt og poncho; hele udstyret. Hun havde pakket sig så rigeligt ind i tæpper, at hun langt overskred grænsen for sit eget sæde, med den behagelige bivirkning, at hendes tæpper holdt mig varm, trods den tiltagende vindstyrke på min pande.
Hele turen kunne såmænd sagtens blot have været almindelig udmattende, men det bolivianske vejvæsen, eller mangel på samme, havde ganske tydeligt ikke haft kig på Sucre-Santa Cruz-vejen i en rum tid. Derfor gennemlevende jeg natten mellem den 9. og 10. april den værste bustur jeg kan mindes. Og jeg har efterhånden prøvet en hel del busser.
Nuvel, jeg ankom levende til Santa Cruz, Bolivias største eller næststørste by, alt efter hvem og hvor man spørger. Det synes dog, at skulle have en stakket frist. Trafik er ikke en spøg i Bolivia, og slet ikke i de større byer. Jo større fartøj, des større ret til at komme først. Det siger sig selv, at med den slags trafikregulering er fodgængere ikke højt anset.
Jeg besluttede dog hurtigt, at jeg ikke ville blive i Santa Cruz og tog afsted mod Samaipata, mit egentlig mål, en lille bjerglandsby, ca. 2 timer udenfor Santa Cruz, hvortil man rejser med taxa, som man normalt deler fire personer. Hvis jeg følte mit liv havde klamret sig til denne verden før, var det intet imod den meget lange taxatur, jeg her begav mig ud på. Chaufføren havde et formål her i livet: At overhale alt og alle, uanset forhold, mennesker, dyr og andre trafikanter. Vejen var som sådan en udemærket grusvej, dog let medtaget visse steder, og absolut ikke et sted at køre om kap. Jeg har aldrig været så glad for at komme ud af en bil før.
Alt til trods - det var hele turen værd. Samaipata er en ganske lille by, hovedsagligt befolket af europæere, som har åbnet en restaurant eller et touristbureau i den lille by. Hovedatraktionen er en bjergtop, som engang har fungeret som mødested for Incaer fra øst og vest, og vis sandstenstop er et mesterværk i stenudskæring. Hele bjergtoppen, en sten på ca. 60x22m. er simpelthen udsmykket med mytiske fingurer og religiøse altrer. Ikke en tomme er efterladt uberørt. Dertil kommer så selvfølgelig en uforstyrret udsigt over bløde bjerge med condorer og gribbe svævende omkring, og en million sommerfugle i alle tænkelige størrelser og farver. Det var bestemt turen værd. Det er som om, alt bliver en smule mere fascinerende, når turen dertil har været besværlig. Og chaufføren tilbage til Santa Cruz kørte stille og behageligt, og uden om dyr om mennesker. Og bussen til La Paz fra Santa Cruz gav mig en lang, uforstyrret nattesøvn.
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar