Giganter og damer i bowlere (eller Hvordan man kommer til at savne panfløten)

Det vækker en undrende eftertanke, når den bus man er på vej op i, er monteret på traktordæk, og hævet tilsvarende over vejen. Men det giver nu god mening, når først buschaufførren skruer op for "Lady In Red", på spansk, med tunge eurodance-rytmer i baggrunden, starter bussen og sætter ud ad den bolivianske landevej, som mindst af alt minder om en vej, og man bliver kastet rundt i sædet, som bussen overkommer mindre bjerge, og anseelige fordybninger i grusvejen. Slår man op i en hvilken som helst guidebog over Bolivia, bliver man frarådet at køre i bus efter mørkets frembrud, desuden at undgå de bageste sæder, netop på grund af vejenes elendige tilstand. Vi valgte at gøre begge dele - og læste efterfølgende i førnævnte guidebog, at det burde vi altså ikke. Det musikalske sceneri var dog langt værre end selve køreturen. Man savnede næsten panfløjten; i hvert fald indtil panfløjte-CD'en blev fundet frem.

Således det første møde med boliviansk infrastruktur.

For lidt over en uge siden forlod vi Santiago for sidste gang, og rejste 24 timer nordpå, til San Pedro de Atacama, afgangsby for rejser gennem ørkenen til Uyuni i Bolivia. Vi tilbragte tre dage i San Pedro, hvor vi bl.a. blev udsat for -10C, på en højslette i 4300 m. højde, kl. 4.00 om morgenen, hvor vi var taget op, for at iagttage verden højest beliggende geysere (vi har set mange verdensrekorder). Vi fik også vækket vores interesse for astromi , af en chilensk-boenede franskmand. Og vi fik spist en masse god mad.

Onsdag den 1. april sagde vi imidlertid endeligt farvel til Chile. Kim, jeg og Danielle, en britisk pige som vi har slået pjalterne sammen med indtil Peru, smed vores tasker på taget af en gammel Toyota Landcruiser, og påbegyndte en tredages 4x4-tur på tværs af ørken og saltslette, til Uyuni i Bolivia. Vores gruppe bestod af 10 tourister, inklusiv os, i to biler.

Den allerførste aktivitet bestod i at skifte tøj, til lange bukser og jakke. Ingen af os havde tilsyneladende tænkt den tanke, at en ørken i 4000m. højde kan være en kold fornøjelse, så vi var alle sammen troppet op i short og sandaler. Og naturen skulle spille os endnu et pus; ved højder over 3300m. kan man opleve højdesyge, og de fleste bliver forpustet og oplever en let ørhed allerede ved 2800m. Vores lille rejseselskab var ingen undtagelse. Kim og jeg havde allerede haft vores oplevelser med virkningen af opstigning - San Pedro ligger netop på grænsen ved 2800m. - og vi de eneste to, som gik fri af dundrende hovedpine, som er et meget almindeligt symptom, når man kommer over de 3300m og på intet tidspunkt kom vi under 4000m. på vores tredages tur. Vores guide fortalte at mere end 80% af de tourister, som tager turen får hovedpine i større eller mindre grad.

Der er selvfølgelig nemmere måder at komme fra Chile til Bolivia på, end ved at tage en rygbrækkende firhjulstrækker på tværs af ørkenen, men så ville man også undgå Salar de Uyuni, en 2000km2 stor saltslette, i det sydvestlige Bolivia. Og uanset hvor kedelig salt kan lyde, var det enormt imponerende at stå midt i ingenting, på en bund af salt, med 400km udsyn til alle sider. For slet ikke at tale om de fede trickbilleder man kan tage, når der absolut intet er til at fastholde perspektivet (de ligger på Kims kamera).

I skrivende stund er vi så ankommet til Potosi, verdens højest beliggende by o 4060m. højde. Vi er kommet af med alle antydninger af højdesyge, vi har fået følgeskab af en New Zealænder, så vi nu er 4, og om et par rejser vi videre østpå til Bolivias gamle hovedstad Sucre, og forhåbentlig varmere himmelstrøg. En af sidegevinsterne ved de ekstreme højde er en isnende kulde, så snart solen gemmer sig.

Hvor Argentina og Chile var meget europæiske, har vi i Bolivia endelig stiftet bekendskab med det ægte Sydamerika. Vi er giganter, en bolivianer overstiger sjældent 1,60m, damerne går med bowler og der er llama på menukortet.