Det måtte jo komme, enden på en lang rejse til helt ubegribeligt mange fantastiske steder, på et stadigt mere interessant kontinent. Jep, enden ligger lige for, men inden vi kommer så langt, har vi gemt den allerstørste oplevelse til sidst. Det er bestemt ikke for meget, at kalde vores netop overståede 8 dages sejltur rundt mellem øerne i Galapagos, for rejsens absolutte højdepunkt. Et møde med et dyreliv, fuldstændigt fremmede for en bleg europæer, fremmede i den forstand, at dyrene møder èn med samme nysgerrighed, som vi møder dem.
Vi forlod Quito, Ecuadors hovedstad, forrige torsdag, den 21. maj, for en gangs skyld ikke til lands, men i stedet i luften, med formiddagsflyet til Baltra Island, Galapagos, en lille ø nord for Santa Cruz, øen hvorfra de fleste krydstogter afgår, og hjemsted for den ene af øgruppens to lufthavne. Som lufthavne er flest, var denne heller ikke videre tiltalende; et forholdsvis lille, åbent træskur ud til en fuldstændig uafskærmet landsbane. Her tilbragte vi vores første halvanden time på Galapagos - vi skulle vente på de sidste fire passagere til vores båd, som ankom med Galapagos' eget flyselskab, berygtet for deres mangel på punktlighed. Nuvel, selv i lufthavnen er dyrelivet til stede, og vi blev budt velkommen af en grøn-gul leguan på henved en meters længde, som dovent slentrede over parkeringspladsen foran "terminalbygningen".
Således en smule forsinket mødtes vi med vores gruppe, en flok på 16 forventningsfulde tourister, hvoraf halvdelen allerede havde tilbragt fire dage til havs, og mindre end tre timer efter vores ankomst til Galapagos, stod vi ansigt til ansigt med en af øernes mest berømte beboere, kæmpeskildpadden. Vi besøgte et vildtvoksende naturområde midt på hovedøen, hvor skildpadderne vandrer stille rundt mellem træerne. Her fik til vi lejlighed til at møde indtil flere store padder, faktisk rigtig mange, men den mest imponerende var en fyr på små 250kg, over en meter lang og 50-60cm over skjoldet. Han havde mere travlt (hvis man kan bruge det ord om en skildpadde) med at finde hen til vandhullet, end med at beskæftige sig med de omkringstående, nysgerrige tourister, med deres overophedede kameraer.
Langt størstedelen af de besøgende på Galapagos, vælger at indlogere sig på en større eller mindre moteryacht, og sejle rundt mellem de mange øer, for at stifte et næmmere bekendtskab med den tamme natur, som øgruppen er så berømt for. Kim og jeg var såmænd ingen undtagelse, så efter at have sagt farvel til kæmpeskildpadderne, gik vi ombord på det gode skib Guantanamera, vores hjem de følgende syv nætter. Guantanamera er, selv for Galapagos' krydstogtskibe, en lille båd, dog med fin plads til alle 16 passagerer. Da Galapagos befinder sig ude midt i Stillehavet, er vandspejlet selvsagt meget bevægeligt. hvilket især mærkedes når vi sejlede mellem øerne. Vi stod dog begge solidt på vores søben, ingen af os blev ramt af den meget udbredte søsyge.
Livet til søs udgjorde dog kun en del af turen. Hver dag kl.7.00 ringede skibets lille klokke ind til morgenmad, og straks derefter var det på med redningsvesten, og ned i gummibåden, som fragtede os til denne morgens udflugtsmål, på en af Galapagos' øer, hvor vi enten gik i land på en lille bitte mole, en såkaldt tør landgang, eller smed benene over båden kant, og hoppede i land på stranden, en våd landgang. Vores morgenudflugt strakte sig gerne over en to timers tid, hvorefter det var tilbage til skibet og formiddagssnorkelturen. Efter frokosten afholdte vi, som sydamerikansk tradition foreskriver, siesta, gerne tilbragt på soldækket i selskab med adskillige havfugle, som kredsede over skibet for at få en mundsmag på middagsresterne. Som eftermiddagen skred frem, og kaptajnen havde flyttet skibet et par sømil eller mere, begav vi os ud på endnu en landgang, efter samme forskrift som morgenens.
Det der gør Galapagos til et særligt sted, er øernes beboere, de mange dyr, som i mangel på naturlige fjender, er fuldkommen ligeglad med den mennskelige tilstedeværelse, og tillader de nysgerrige blikke at komme helt tæt på. Meget tæt på. Så tæt at vores guide flere gange måtte indskærpe den to meters aftand man, iflg. nationalparkreglerne skal holde til alle dyrene. Et regelsæt som alle menneske skal overholde, men som ikke er skrevet til dyrene. Således overtræder især de yngre søløver, som i stort antal befolker øernes strande, af og til parkens reglement. Der var eksempelvis den lille unge, ikke mere end et par måneder, som satte sig fint på halen, mindre end 60cm fra min kameralinse. Her sad den ganske fint 10-15min og poserede, mens hukommelsen på mit kamera løb fuld. Dagen efter, på morgenudflugten, havde vi tilbragt mindre end en halv time på stranden, da endnu en ung søløve kom op fra vandet, med kurs direkte med en gruppe på 5-6 personer, hvoraf jeg var den ene. Den stoppede et par meter før, for ligesom at bedømme situationen, hvorefter den fortsatte hen til mine fødder, lagde sig fladt på maven, snusede lidt til mine føder, lagde hovedet til rette på min højre fod, slappede af ca, 10sek og hoppede så videre til det næste spændende menneske.
Der er dyr alle vegne, og vi kom meget tæt på, men der hersker ingen tvivl om, at søløverne er Galapagos store stjerner. De byder èn velkommen på snart sagt hver eneste strand, nogle gange blot et par stykker, andre gange i antal på mere end hundrede.
Nu er vores krydstogt overstået, men vi tilbringer endnu 4 dage på Galapagos før vi flyver tilbage til fastlandet. Vi skal lige ud og hilse på et par skildpadder mere. Der er ingen tvivl om, at Galapagos er en fantastisk finale på en storslået tur.
Thomas
(billederne er på vej)
Vi forlod Quito, Ecuadors hovedstad, forrige torsdag, den 21. maj, for en gangs skyld ikke til lands, men i stedet i luften, med formiddagsflyet til Baltra Island, Galapagos, en lille ø nord for Santa Cruz, øen hvorfra de fleste krydstogter afgår, og hjemsted for den ene af øgruppens to lufthavne. Som lufthavne er flest, var denne heller ikke videre tiltalende; et forholdsvis lille, åbent træskur ud til en fuldstændig uafskærmet landsbane. Her tilbragte vi vores første halvanden time på Galapagos - vi skulle vente på de sidste fire passagere til vores båd, som ankom med Galapagos' eget flyselskab, berygtet for deres mangel på punktlighed. Nuvel, selv i lufthavnen er dyrelivet til stede, og vi blev budt velkommen af en grøn-gul leguan på henved en meters længde, som dovent slentrede over parkeringspladsen foran "terminalbygningen".
Således en smule forsinket mødtes vi med vores gruppe, en flok på 16 forventningsfulde tourister, hvoraf halvdelen allerede havde tilbragt fire dage til havs, og mindre end tre timer efter vores ankomst til Galapagos, stod vi ansigt til ansigt med en af øernes mest berømte beboere, kæmpeskildpadden. Vi besøgte et vildtvoksende naturområde midt på hovedøen, hvor skildpadderne vandrer stille rundt mellem træerne. Her fik til vi lejlighed til at møde indtil flere store padder, faktisk rigtig mange, men den mest imponerende var en fyr på små 250kg, over en meter lang og 50-60cm over skjoldet. Han havde mere travlt (hvis man kan bruge det ord om en skildpadde) med at finde hen til vandhullet, end med at beskæftige sig med de omkringstående, nysgerrige tourister, med deres overophedede kameraer.
Langt størstedelen af de besøgende på Galapagos, vælger at indlogere sig på en større eller mindre moteryacht, og sejle rundt mellem de mange øer, for at stifte et næmmere bekendtskab med den tamme natur, som øgruppen er så berømt for. Kim og jeg var såmænd ingen undtagelse, så efter at have sagt farvel til kæmpeskildpadderne, gik vi ombord på det gode skib Guantanamera, vores hjem de følgende syv nætter. Guantanamera er, selv for Galapagos' krydstogtskibe, en lille båd, dog med fin plads til alle 16 passagerer. Da Galapagos befinder sig ude midt i Stillehavet, er vandspejlet selvsagt meget bevægeligt. hvilket især mærkedes når vi sejlede mellem øerne. Vi stod dog begge solidt på vores søben, ingen af os blev ramt af den meget udbredte søsyge.
Livet til søs udgjorde dog kun en del af turen. Hver dag kl.7.00 ringede skibets lille klokke ind til morgenmad, og straks derefter var det på med redningsvesten, og ned i gummibåden, som fragtede os til denne morgens udflugtsmål, på en af Galapagos' øer, hvor vi enten gik i land på en lille bitte mole, en såkaldt tør landgang, eller smed benene over båden kant, og hoppede i land på stranden, en våd landgang. Vores morgenudflugt strakte sig gerne over en to timers tid, hvorefter det var tilbage til skibet og formiddagssnorkelturen. Efter frokosten afholdte vi, som sydamerikansk tradition foreskriver, siesta, gerne tilbragt på soldækket i selskab med adskillige havfugle, som kredsede over skibet for at få en mundsmag på middagsresterne. Som eftermiddagen skred frem, og kaptajnen havde flyttet skibet et par sømil eller mere, begav vi os ud på endnu en landgang, efter samme forskrift som morgenens.
Det der gør Galapagos til et særligt sted, er øernes beboere, de mange dyr, som i mangel på naturlige fjender, er fuldkommen ligeglad med den mennskelige tilstedeværelse, og tillader de nysgerrige blikke at komme helt tæt på. Meget tæt på. Så tæt at vores guide flere gange måtte indskærpe den to meters aftand man, iflg. nationalparkreglerne skal holde til alle dyrene. Et regelsæt som alle menneske skal overholde, men som ikke er skrevet til dyrene. Således overtræder især de yngre søløver, som i stort antal befolker øernes strande, af og til parkens reglement. Der var eksempelvis den lille unge, ikke mere end et par måneder, som satte sig fint på halen, mindre end 60cm fra min kameralinse. Her sad den ganske fint 10-15min og poserede, mens hukommelsen på mit kamera løb fuld. Dagen efter, på morgenudflugten, havde vi tilbragt mindre end en halv time på stranden, da endnu en ung søløve kom op fra vandet, med kurs direkte med en gruppe på 5-6 personer, hvoraf jeg var den ene. Den stoppede et par meter før, for ligesom at bedømme situationen, hvorefter den fortsatte hen til mine fødder, lagde sig fladt på maven, snusede lidt til mine føder, lagde hovedet til rette på min højre fod, slappede af ca, 10sek og hoppede så videre til det næste spændende menneske.
Der er dyr alle vegne, og vi kom meget tæt på, men der hersker ingen tvivl om, at søløverne er Galapagos store stjerner. De byder èn velkommen på snart sagt hver eneste strand, nogle gange blot et par stykker, andre gange i antal på mere end hundrede.
Nu er vores krydstogt overstået, men vi tilbringer endnu 4 dage på Galapagos før vi flyver tilbage til fastlandet. Vi skal lige ud og hilse på et par skildpadder mere. Der er ingen tvivl om, at Galapagos er en fantastisk finale på en storslået tur.
Thomas
(billederne er på vej)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar