Til lands, til vands, og i luften

På højkant igen, frisk som en havørn! Eller måske snarere en hættemåge; den hastige forbedring i helbredet, blev selvfølgelig fejret på behørig vis, med en 12-pack i går aftes. Det hævner sig en smule i dag. Ikke desto mindre var jeg tidligt oppe, nede på fortovscaféen og spise morgen, hvor jeg blev vidne til et fortidsfænomen, som til min bedste viden, ikke længere findes på vores breddegrader; en skærslibber kiggede forbi restauranten for at hvæsse knivene. Han fremstod dog en anelse anderledes end jeg forestillede mig den slags. Han var ulastelig klædt i sorte bukser, sort skjorte hvor de øverste tre knapper stiligt stod åbne, og på toppen bar han en mørkegrå "mafioso"-hat. Han var som taget ud af en Godfatherfilm, dog med den undtagelse, at han nøjedes med at slibe knivene, og det på et aggregat, som mindede en smule om bagenden på en cykel, hvor et stort træhjul var spændt op, herom løb et bånd, som trak en lille slibesten - og der stod han, midt i morgen-/formiddagsmyldret fra de travle cafegæster, og sleb.

Som jeg vist skrev sidst, er vi (Kim og jeg) ankommet til Lima, hovedstaden i Peru, hvor vi har indkvarteret os i Miraflores, det pengestærke overklassekvarter, som har flere caféer per kvadratmeter end Buenos Aires - eller Østerbro for den sags skyld. Hvilket er en god ting, når man som jeg, lægger sig på langs, for så har man (læs: jeg) egentlig ikke rigtig lyst til andet end kedelig cafémad. Og smukke tjenerinder. Og fine hvide duge...
Vejen hertil har været lang; i tilbagelagt afstand, men ikke i tid - dagene flyver afsted, ugerne til vi rejser hjem rasler ud af kalenderen med alt for stor hast. Vi forlod Cuzco til fordel for Nazca, en lille halvdød ørkenby, midt ude i ingenting, som ikke ville skabe meget postyr omkring sig selv, var det ikke for nogle mystiske figurer og linier, som en ligeså mystisk civilisation, lavede for små 3000 år siden. Nuvel, de var fine, figurerne, men Nazca har altså ikke meget at byde på. Vi kom, vi så, og så afsted igen. Det mest interessante ved vores besøg, var flyveturen; for at se de omtalte figurer, er det nemlig nødvendigt at begive sig opad, så store er de. Og det foregik i en Cessna 185. For de mindre flykyndige, er det et meget lille fly, maks. plads til 6 personer, og meget lydhør overfor hvilken vej vinden blæser. Det var sgu sjovt! For en gang skyld gavnede min uoverensstemmelse med idealvægten mig, idet vores lidt svære pilot, for et vægtudligne, placerede mig på co-pilotsædet, flyets bedste plads.
En mindre sjov transporttur, var vores bustur til Nazca. Jeg ved det; jeg ævler løs om busser og veje, men det fylder altså også en meget stor del af turen, det er meget store afstande vi dækker, og det betyder uværligt mange timer i busser. Også fra Cuzco til Nazca. Vi havde endnu engang købt os en camabus, og hvilken én. Peruvianerne lader ikke stå tilbage for argentinerne, hvad angår kvaliteten af deres busser. Hvad de derimod kunne lære lidt af, er forløbet af deres veje. Rutchebanen i Tivoli er vand ved siden af de peruvianske bjergveje, og når man samtidig befinder sig tre, fire meter over jorden, i en svajende bus, se så kan det med lethed udløse en galopperende køresyge. Hvilket var tilfælde for en stor del af bussens passagere, også en lille pige, lige bag mit sæde... Mmm, lugten af opkast. Lektien er lært; bjergveje gøres bedst i gamle, stive skrammelbusser - en lektie jeg vist ligeledes noterede mig for en del år tilbage, på et andet kontinent (ikk' Jap).

Således en tur i luften, samt et par ture på landjorden - vi manglede lige et smut på havet. Det kunne vi klare i Paracas, en anden ubetydelig lille landsby, lige uden for Pisco?! Herfra går adskillige bådture til Islas Ballestas, "Den Fattige Mands Galapagos", en lille øgruppe befolket med flere tusinde søløver, pelikaner og pingviner. Det var dér vi skulle ud, så vi stod tidligt op, klokken 7.30, for at møde i havnen og gå ombord på en hurtigtgående motorbåd, sammen med omkring 20 andre forventningsfulde tourister. Ha!
Kaptajnen gav den fuld gas ud af havnen, så meget gas at han sejlede forbi øerne! Han var dog nogenlunde klar over hvor de lå, så vi sejlede rundt i 45 min. for at lede... Med til historien hører, at Perus kyst er ørken i næsten hele dens udstrækning, og Stillehavet udfor køles af en nordgående havstrøm. Det betyder at man stort set aldrig kan se mere end 50-100 meter ud over havet for havgus, og det var i denne gus, vores kaptajn rodede rundt for at finde tre små øer. Det lykkedes, og det var fantastisk; så mange søløver på et sted. Ja, det nåede slet ikke at blive det mindste kedeligt, for efter fem minutter gav vores guide besked til at sejle tilbage; det var uforsvarligt at sejle rundt i den tåge, en tåge som er tilstedeværende 80% af året! Det var så den tur. Men spændingen var overhovedet ikke overstået; omkring 200 meter fra havnen tog kaptajnen (eller hvad man kan kalde ham) farten af båden - vi var ved at løbe tør for benzin.

Lige nu står der så Lima på byskiltet, en by som har overrasket mig meget. Jeg forventede en mere ramponeret by, lidt som La Paz, en fattig og slidt by, men i stedet er vi kommet til en moderne storby, fyldt med små grønne parker, kæmpe indkøbscentre, trafikpropper og hastige damer i spadserdragter. Lima er også det østlige Sydamerikas hovedstad for homoseksuelle, og de middelalderende herrer på bænkene i parkerne, holder sig ikke tilbage med råbe efter en forbipasserende gringo med langt lyst hår. Eller med at råbe efter ham uden hår. Så har vi også prøvet det.

Det er tanken, at vi forlader Lima på søndag, og rejser nordpå mod de gode strande og driverlivet, og så er vi hastigt på vej mod Ecuador, et land vi rejser ind i via den værste grænseovergang i Sydamerika (LP 2007)...