Galapagosbilledbogen

Le Grand Finale!

Det måtte jo komme, enden på en lang rejse til helt ubegribeligt mange fantastiske steder, på et stadigt mere interessant kontinent. Jep, enden ligger lige for, men inden vi kommer så langt, har vi gemt den allerstørste oplevelse til sidst. Det er bestemt ikke for meget, at kalde vores netop overståede 8 dages sejltur rundt mellem øerne i Galapagos, for rejsens absolutte højdepunkt. Et møde med et dyreliv, fuldstændigt fremmede for en bleg europæer, fremmede i den forstand, at dyrene møder èn med samme nysgerrighed, som vi møder dem.

Vi forlod Quito, Ecuadors hovedstad, forrige torsdag, den 21. maj, for en gangs skyld ikke til lands, men i stedet i luften, med formiddagsflyet til Baltra Island, Galapagos, en lille ø nord for Santa Cruz, øen hvorfra de fleste krydstogter afgår, og hjemsted for den ene af øgruppens to lufthavne. Som lufthavne er flest, var denne heller ikke videre tiltalende; et forholdsvis lille, åbent træskur ud til en fuldstændig uafskærmet landsbane. Her tilbragte vi vores første halvanden time på Galapagos - vi skulle vente på de sidste fire passagere til vores båd, som ankom med Galapagos' eget flyselskab, berygtet for deres mangel på punktlighed. Nuvel, selv i lufthavnen er dyrelivet til stede, og vi blev budt velkommen af en grøn-gul leguan på henved en meters længde, som dovent slentrede over parkeringspladsen foran "terminalbygningen".

Således en smule forsinket mødtes vi med vores gruppe, en flok på 16 forventningsfulde tourister, hvoraf halvdelen allerede havde tilbragt fire dage til havs, og mindre end tre timer efter vores ankomst til Galapagos, stod vi ansigt til ansigt med en af øernes mest berømte beboere, kæmpeskildpadden. Vi besøgte et vildtvoksende naturområde midt på hovedøen, hvor skildpadderne vandrer stille rundt mellem træerne. Her fik til vi lejlighed til at møde indtil flere store padder, faktisk rigtig mange, men den mest imponerende var en fyr på små 250kg, over en meter lang og 50-60cm over skjoldet. Han havde mere travlt (hvis man kan bruge det ord om en skildpadde) med at finde hen til vandhullet, end med at beskæftige sig med de omkringstående, nysgerrige tourister, med deres overophedede kameraer.

Langt størstedelen af de besøgende på Galapagos, vælger at indlogere sig på en større eller mindre moteryacht, og sejle rundt mellem de mange øer, for at stifte et næmmere bekendtskab med den tamme natur, som øgruppen er så berømt for. Kim og jeg var såmænd ingen undtagelse, så efter at have sagt farvel til kæmpeskildpadderne, gik vi ombord på det gode skib Guantanamera, vores hjem de følgende syv nætter. Guantanamera er, selv for Galapagos' krydstogtskibe, en lille båd, dog med fin plads til alle 16 passagerer. Da Galapagos befinder sig ude midt i Stillehavet, er vandspejlet selvsagt meget bevægeligt. hvilket især mærkedes når vi sejlede mellem øerne. Vi stod dog begge solidt på vores søben, ingen af os blev ramt af den meget udbredte søsyge.
Livet til søs udgjorde dog kun en del af turen. Hver dag kl.7.00 ringede skibets lille klokke ind til morgenmad, og straks derefter var det på med redningsvesten, og ned i gummibåden, som fragtede os til denne morgens udflugtsmål, på en af Galapagos' øer, hvor vi enten gik i land på en lille bitte mole, en såkaldt tør landgang, eller smed benene over båden kant, og hoppede i land på stranden, en våd landgang. Vores morgenudflugt strakte sig gerne over en to timers tid, hvorefter det var tilbage til skibet og formiddagssnorkelturen. Efter frokosten afholdte vi, som sydamerikansk tradition foreskriver, siesta, gerne tilbragt på soldækket i selskab med adskillige havfugle, som kredsede over skibet for at få en mundsmag på middagsresterne. Som eftermiddagen skred frem, og kaptajnen havde flyttet skibet et par sømil eller mere, begav vi os ud på endnu en landgang, efter samme forskrift som morgenens.

Det der gør Galapagos til et særligt sted, er øernes beboere, de mange dyr, som i mangel på naturlige fjender, er fuldkommen ligeglad med den mennskelige tilstedeværelse, og tillader de nysgerrige blikke at komme helt tæt på. Meget tæt på. Så tæt at vores guide flere gange måtte indskærpe den to meters aftand man, iflg. nationalparkreglerne skal holde til alle dyrene. Et regelsæt som alle menneske skal overholde, men som ikke er skrevet til dyrene. Således overtræder især de yngre søløver, som i stort antal befolker øernes strande, af og til parkens reglement. Der var eksempelvis den lille unge, ikke mere end et par måneder, som satte sig fint på halen, mindre end 60cm fra min kameralinse. Her sad den ganske fint 10-15min og poserede, mens hukommelsen på mit kamera løb fuld. Dagen efter, på morgenudflugten, havde vi tilbragt mindre end en halv time på stranden, da endnu en ung søløve kom op fra vandet, med kurs direkte med en gruppe på 5-6 personer, hvoraf jeg var den ene. Den stoppede et par meter før, for ligesom at bedømme situationen, hvorefter den fortsatte hen til mine fødder, lagde sig fladt på maven, snusede lidt til mine føder, lagde hovedet til rette på min højre fod, slappede af ca, 10sek og hoppede så videre til det næste spændende menneske.
Der er dyr alle vegne, og vi kom meget tæt på, men der hersker ingen tvivl om, at søløverne er Galapagos store stjerner. De byder èn velkommen på snart sagt hver eneste strand, nogle gange blot et par stykker, andre gange i antal på mere end hundrede.

Nu er vores krydstogt overstået, men vi tilbringer endnu 4 dage på Galapagos før vi flyver tilbage til fastlandet. Vi skal lige ud og hilse på et par skildpadder mere. Der er ingen tvivl om, at Galapagos er en fantastisk finale på en storslået tur.

Thomas
(billederne er på vej)

Til lands, til vands, og i luften

På højkant igen, frisk som en havørn! Eller måske snarere en hættemåge; den hastige forbedring i helbredet, blev selvfølgelig fejret på behørig vis, med en 12-pack i går aftes. Det hævner sig en smule i dag. Ikke desto mindre var jeg tidligt oppe, nede på fortovscaféen og spise morgen, hvor jeg blev vidne til et fortidsfænomen, som til min bedste viden, ikke længere findes på vores breddegrader; en skærslibber kiggede forbi restauranten for at hvæsse knivene. Han fremstod dog en anelse anderledes end jeg forestillede mig den slags. Han var ulastelig klædt i sorte bukser, sort skjorte hvor de øverste tre knapper stiligt stod åbne, og på toppen bar han en mørkegrå "mafioso"-hat. Han var som taget ud af en Godfatherfilm, dog med den undtagelse, at han nøjedes med at slibe knivene, og det på et aggregat, som mindede en smule om bagenden på en cykel, hvor et stort træhjul var spændt op, herom løb et bånd, som trak en lille slibesten - og der stod han, midt i morgen-/formiddagsmyldret fra de travle cafegæster, og sleb.

Som jeg vist skrev sidst, er vi (Kim og jeg) ankommet til Lima, hovedstaden i Peru, hvor vi har indkvarteret os i Miraflores, det pengestærke overklassekvarter, som har flere caféer per kvadratmeter end Buenos Aires - eller Østerbro for den sags skyld. Hvilket er en god ting, når man som jeg, lægger sig på langs, for så har man (læs: jeg) egentlig ikke rigtig lyst til andet end kedelig cafémad. Og smukke tjenerinder. Og fine hvide duge...
Vejen hertil har været lang; i tilbagelagt afstand, men ikke i tid - dagene flyver afsted, ugerne til vi rejser hjem rasler ud af kalenderen med alt for stor hast. Vi forlod Cuzco til fordel for Nazca, en lille halvdød ørkenby, midt ude i ingenting, som ikke ville skabe meget postyr omkring sig selv, var det ikke for nogle mystiske figurer og linier, som en ligeså mystisk civilisation, lavede for små 3000 år siden. Nuvel, de var fine, figurerne, men Nazca har altså ikke meget at byde på. Vi kom, vi så, og så afsted igen. Det mest interessante ved vores besøg, var flyveturen; for at se de omtalte figurer, er det nemlig nødvendigt at begive sig opad, så store er de. Og det foregik i en Cessna 185. For de mindre flykyndige, er det et meget lille fly, maks. plads til 6 personer, og meget lydhør overfor hvilken vej vinden blæser. Det var sgu sjovt! For en gang skyld gavnede min uoverensstemmelse med idealvægten mig, idet vores lidt svære pilot, for et vægtudligne, placerede mig på co-pilotsædet, flyets bedste plads.
En mindre sjov transporttur, var vores bustur til Nazca. Jeg ved det; jeg ævler løs om busser og veje, men det fylder altså også en meget stor del af turen, det er meget store afstande vi dækker, og det betyder uværligt mange timer i busser. Også fra Cuzco til Nazca. Vi havde endnu engang købt os en camabus, og hvilken én. Peruvianerne lader ikke stå tilbage for argentinerne, hvad angår kvaliteten af deres busser. Hvad de derimod kunne lære lidt af, er forløbet af deres veje. Rutchebanen i Tivoli er vand ved siden af de peruvianske bjergveje, og når man samtidig befinder sig tre, fire meter over jorden, i en svajende bus, se så kan det med lethed udløse en galopperende køresyge. Hvilket var tilfælde for en stor del af bussens passagere, også en lille pige, lige bag mit sæde... Mmm, lugten af opkast. Lektien er lært; bjergveje gøres bedst i gamle, stive skrammelbusser - en lektie jeg vist ligeledes noterede mig for en del år tilbage, på et andet kontinent (ikk' Jap).

Således en tur i luften, samt et par ture på landjorden - vi manglede lige et smut på havet. Det kunne vi klare i Paracas, en anden ubetydelig lille landsby, lige uden for Pisco?! Herfra går adskillige bådture til Islas Ballestas, "Den Fattige Mands Galapagos", en lille øgruppe befolket med flere tusinde søløver, pelikaner og pingviner. Det var dér vi skulle ud, så vi stod tidligt op, klokken 7.30, for at møde i havnen og gå ombord på en hurtigtgående motorbåd, sammen med omkring 20 andre forventningsfulde tourister. Ha!
Kaptajnen gav den fuld gas ud af havnen, så meget gas at han sejlede forbi øerne! Han var dog nogenlunde klar over hvor de lå, så vi sejlede rundt i 45 min. for at lede... Med til historien hører, at Perus kyst er ørken i næsten hele dens udstrækning, og Stillehavet udfor køles af en nordgående havstrøm. Det betyder at man stort set aldrig kan se mere end 50-100 meter ud over havet for havgus, og det var i denne gus, vores kaptajn rodede rundt for at finde tre små øer. Det lykkedes, og det var fantastisk; så mange søløver på et sted. Ja, det nåede slet ikke at blive det mindste kedeligt, for efter fem minutter gav vores guide besked til at sejle tilbage; det var uforsvarligt at sejle rundt i den tåge, en tåge som er tilstedeværende 80% af året! Det var så den tur. Men spændingen var overhovedet ikke overstået; omkring 200 meter fra havnen tog kaptajnen (eller hvad man kan kalde ham) farten af båden - vi var ved at løbe tør for benzin.

Lige nu står der så Lima på byskiltet, en by som har overrasket mig meget. Jeg forventede en mere ramponeret by, lidt som La Paz, en fattig og slidt by, men i stedet er vi kommet til en moderne storby, fyldt med små grønne parker, kæmpe indkøbscentre, trafikpropper og hastige damer i spadserdragter. Lima er også det østlige Sydamerikas hovedstad for homoseksuelle, og de middelalderende herrer på bænkene i parkerne, holder sig ikke tilbage med råbe efter en forbipasserende gringo med langt lyst hår. Eller med at råbe efter ham uden hår. Så har vi også prøvet det.

Det er tanken, at vi forlader Lima på søndag, og rejser nordpå mod de gode strande og driverlivet, og så er vi hastigt på vej mod Ecuador, et land vi rejser ind i via den værste grænseovergang i Sydamerika (LP 2007)...

Kommentarer

Jeg er blevet syg. Ja, helt præcist er jeg blevet voldsomt uenig med min mave, og eftersom den (maven) har en hel at skulle have sagt vedrørende fordøjelse og hvad dertil hører, er jeg blevet forvist til mange timers ophold på vores hostel, her i Miraflores i Lima, Peru. Det har efterladt mig mange timer til bl.a. internet, som enkelte måske har bemærket. Nu er jeg imidlertid noget i bund; der er ikke flere hjørnet af 'nettet', jeg mangler at udforske, hvilket bringer mig videre til det egentlige formål med dette indlæg. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor mange, hvem eller om nogen overhovedet følger med i hvad jeg skriver. Det er selvfølgelig ikke helt sandt, men sådan lige for at slå en pointe fast. Derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at man rent faktisk kan efterlade sig spor her på bloggen, i form af kommentarer efter hvert indlæg, ved at trykke på den lille kuvert. Det er måske lidt sent efter syv måneder, men jeg har jo ikke rigtigt haft den slags helbredmæssige tilbagefald tidligere. Og så er det forøvrigt ikke så slemt som det lyder...

Cuzco

Baggården til vores hotel, deles med en skole for børn, hvis familier ikke har resourcer til at sørge for deres skolegang, og i nogle tilfælde deres generelle velbefindende, så som tre måltider om dagen. Børnene larmer dog ikke mindre, eller senere (kl.7.00) end andre børn...

Denne triste "herre" bor på vores gade i Cuzco. Han flytter sig meget nødigt, dog bliver hovedet af og til løftet fra forpoterne, som for at sikre sig, at intet har forandret sig.


Fastfood til den sene aften.


Her bor alle Cuzcos duer, på facaden af èn af de mange kirker fra kolonitiden.

Herfra hvor vi står

Nu går det nedad. Vi har, som jeg vist har nævnt et par gange her på siden, befundet os et godt stykke over havniveau, den sidste måneds tid, men nu er det slut. I aften bevæger vi os sydpå, ud til kysten, og tilbage til en luftdesitet hvor man ikke behøver hive efter vejret, blot gaden stiger et par procent. Det bliver også vores første møde med den peruvianske udgave af cama-bussen, et andet emne, jeg har berørt mere end èn gang. Klokken 20.30 begiver vi os mod Nazca, endnu en ørken og forhåbentlig varmere vinde; det har været nogle kolde aftener heroppe.

Vi har hygget os en uges tid i Cuzco, i det peruvianske højland, den østlige del af Altoplano, Andeshøjsletten som deles mellem Bolivia og Peru. Cuzco var, før spaniernes ankomst, centrum for Incaernes kultur, og hele området omkring byen er overstrøet med ruiner og andre efterladenskaber fra Incaerne. Det er også byen hvorfra man drager "ned" til Machu Picchu, måske den mest besøgte touristattraktion i hele Sydamerika. "Ned" fordi Machu Picchu ligger lavere end Cuzco, men det går bestemt stadig opad, idet man starter i en bjergdal.

Der er ikke rigtig nogen, der ved hvad Machu Picchu var, men de fleste kloge mennesker gætter på, at det var den religiøse og spirituelle hovedby for Incaerne, og det er i sandhed imponerende. Vores tur op til Machu Picchu skulle starte med en gåtur, de ca. 200m. op ad bjerget, hvorpå ruinerne ligger, men, men, men... Det regnede kl.4.30 da vi skulle afsted, så sengen blev holdt varm en time ekstra, og vi tog bussen op i stedet, kl.6.00. Oppe på toppen, over skydækket, var regnen væk, men hele ruinkomplekset var dækket i en let dis, som underbyggede det mytiske i stedet ganske glimrende. Det var helt enormt!

Det er svært, at beskrive hvad der gør dette sted så specielt. Da bjergtoppen var beboet, boede der ca. 500 mennesker, i en by med templer og torve, 200 meter over bjergdalen, og med udsigt over nabobjergene. Jeg har besøgt en del imponerende steder på min tur, og i sammenligning, hvis det er muligt, fortjener Machu Picchu bestemt den megen opmærksomhed stedet tildeles.

Sådan nogenlunde så derud, da vi ankom til Machu Picchu, med skyerne hængende lavt over ruinerne.

Et billede af mig selv, bare lige for at understrege, at jeg rent faktisk var der.

Nørdalarm! Dette er den hellige "kompassten". Således peger det nedadgående hjørne direkte mod nord, og det opadgående mod syd - vi er jo på den sydlige halvkugle. Incaerne formåede at udpege både den geografiske og den magnetiske nordpol og et andet sted i ruinerne, var en sten, som viste begge to(desværre ikke affotograferet). Det er stadig et mysterium hvorledes de kunne finde den magnetiske pol.

Denne lille fyr sad pænt model, imens vi fotograferede løs. Det er vist nok en chinchilla.

Nu er det imidlertid slut med bjerge og højland og det er blevet opbrudstid. Vi har for en kort stund fundet sammen med Liam fra New Zealand igen, efter vi forlod ham i La Paz i Bolivia, men i aften stiger han på en anden bus mod Lima, hovedstaden i Peru. Danielle fra England, som vi har rejst med gennem mere end en måned nu, tager også en anden rute, mod syd, mod Arequipa i Sydperu, og videre tilbage til Chile, hvor hende og Kim & jeg oprindeligt rendte på hinanden.

Fra venstre: Danielle fra England, Liam fra New Zealand og Kim fra Danmark.

Sidstnævnte har været med hele vejen, hvis nogen skulle være i tvivl om hvem den nydelige unge herre er...

Sådan fejrer man 1. maj i Cuzco i Peru, med kanonslag, fløjter og trommer og høje råb. En lidt anden oplevelse en den danske arbjederkamp med kolde øl og stive teenagere i Fælledparken.

I morgen tidlig ankommer Kim og jeg til Nazca hvor vi skal ud og flyve i 8 sædders propelflyver, for at se nogle gamle kæmpefigurer, som et forhistorisk folk har hugget i klipper, i ørkenen omkring byen. Derfra går det kun nordpå, nordpå mod Ecuador, og mere sol, en sol som vi begge er kommet til at længes noget efter, efter en måned i bjergene, med kolde nætter, og aftener som altid kræver en alpaca-sweater - alpaca er en langhåret lama. Så næste historie bliver fuld af sol og varme...

KK

Thomas

I mangel af bedre

Der sker så meget i øjeblikket. Vi har besøgt Titicacasøen i Bolivia, vi er rejst videre til Peru, hvor vi har slået os ned for en stund i Cuzco, den gamle Incahovedstad, og i går kom vi tilbage fra en todagstur til Machu Picchu, det mest fantastiske menneskeskabte bygningsværk jeg har oplevet i mit korte liv.

De mange aktiviteter betyder desværre, at jeg endnu engang må negligere denne blog, men et par billeder fra den sidste måneds tid, kan der dog godt blive plads til. Her med tilhørende forklaringer.

I Sucre i Bolivia har deres helt egen Jurassic Park. Dog bliver dinobørnene ikke behandlet synderlig godt; denne lille skabning er lukket inde bag pigtråd.


Således fungerer færgen til halvøen i Titicacasøen hvor Copacabana i Bolivia ligger. Vi blev fragtet over i mindre både.

Kim i nærkontakt med en llama på vejen til Isla del Sol. Vi gik 15km. ved bredden af Titicacasøen, og kom til en hyggelig lille mand, som sejlede os over til Isla del Sol, den største ø i Titicacasøen, og en vigtig del af Incaernes skabelsesmyte.

Udsigten fra vores hostel på Isla del Sol, øen i Titicacasøen hvor verden blev født iflg. den lokale Inca-tro. Den herboende æsler fungerede glimrende som vækkeur.

Udenfor katedralen i Copacabana ved Titicacasøen i Bolivia kan bilister 2 gange om dagen få deres køretøj velsignet af en ægte præst i baseballkasket og munkekutte. Efter præsten har gjort sit, overpøser den stolte ejer sit køretøj med diverse kulsyreholdige drikke, eks. cola.