De rejste mod vest

Ude midt i Stillehavet ligger en lille ø, omtrent halv størrelse af Bornholm, 3600 km. fra nærmeste kontinent, 2200 km. til nærmeste befolkede ø. Hvordan denne ø blev befolket er stadig et mysterium, men det menes, at folk kom dertil i havgående kanoer fra Polynesien.

Vi havde ingen kanoer, så vi tog et fly - yes! 5 timers udmarvende flytur, stik vest, bragte os til Påskeøen, et af de mest fantastiske steder, jeg nogensinde har været, og måske nogensinde kommer til at besøge.

Det er svært, helt præcist at sætte ord på, hvad det er, som gør dette sted så specielt. Alene det, at befinde sig så langt fra alting, så afsides, giver en særlig stemning. Hav og himmel er nærmeste nabo; lyseblå himmel mod det mest dybblå hav, jeg nogensinde har set. Selve øen er et velkommende landskab af bløde grønne bakker. Og så er der selvfølgelig de mærkelige statuer, som øboerne rejste for små 400 år siden, til ære for deres forfædre, og som beskyttelse mod onde ånder. De er alle vegne - liggende, stående, stadig fastlåst i klippen de blev hugget ud af.

Hele turen startede lidt skævt. Vi var flyttet ind på det her hostel i Santiago, som er beriget med en pool og tilhørende poolbar, hvilket giver anledning til en hel fest og farver. Således også aftenen op til vores afrejse. Det betød, at min seng stadig stod uberørt, da taxaen hentede os kl.6.30, onsdag morgen. Baren, til gengæld, stod ganske "berørt"...

En 5 timers flyvetur burde dog sagtens kunne afhjælpe en del af søvnmanglen, men til det, syntes vores flyselskab (LAN Chile), at mene noget ganske andet. De havde installeret et mægtigt fint underholdningsapparat, fyldt med de seneste film, så der blev ikke tid til søvn. Sådan kan det gå.

I lufthavnen, som mest af alt, kun er et træskur, blev vi mødt at et polynesisk guitarorkester, flankeret at to meget letpåklædte skønheder, som dansede en fin lille velkomstsdans. Se der kunne de lære noget i Kastrup. Vi fandt senere ud af, at det ikke er normal kutyme, med den slags velkomstceremonier, men at det i vores tilfælde, måske kan forklares med tilstedeværelsen af høvdingens kone. Der var i hvert fald en midaldrende dame med flyet, i fuld krigskostume, med fjerdragt på hovedet, træstammer i ørene og selvfølgelig det obligatoriske bastskørt. Det var ganske autentisk helt fra starten.

Vi indlogerede os på øens campingplads, en vestvendt græsplænen med udsigt til havet, hvor solnedgangen ønskede os godnat, hver aften. Det bliver næppe bedre.

På vores anden dag, lejede vi en bil, en lille japanske firhjulstrækker. Og der er ganske god grund til firhjulstrækket. Påskeøen har ganske vist asfalterede veje, men for at komme til de famøse statuer, Moai'erne, skal man af mindre end jævne grusveje, veje som for at krydre oplevelsen lidt, er overstrøet med klippestykker, mellem de store huller. Men det føjer jo alt sammen til stemningen.

Moai kalder de de store statuer, som kendetegner Påskeøen. De er over det hele, væltet som følge af krige mellem klanerne på øen, for en små 200 år siden. Mange steder har man dog genopstillet Moai'erne, så de står som oprindelig tænkt, spejdende over landsbyen, med ryggen mod havet. Og det er fantastisk. Et sted stod de med en kridhvid sandstrand som baggrund, flankeret af palmer, og de allestedsværende vilde heste. Et andet sted var genopstillet hele 15 statuer, med kongeblåt hav som bagtæppe. Det mest imponerende syn, var dog vulkanen, hvor alle statuer var udhugget, og som stadig havde mere end 600 Moai'er, spredt ud over området, mange stående, nogle stadig en del af klippen, fordi de ikke var hugget fri. En tur op ad bjerget, bragte os ind i krateret af den udslukkede vulkan, hvor endnu flere Moai'er stod. Det var hele turen værd.

Vi var så effektive i vores sightseeing, at vi nåede alle de store steder, den dag vi lejede bil. Det gav os fin tid til afslapning, kortspil og boglæsning de sidste dage, dog krydret med en vandretur op på en anden, og større vulkan, hvor vi havde udsigt over hele øen. Ingen tvivl - Påskeøen er virkelig en unik oplevelse.

I skrivende stund, er vi så atter tilbage i Santiago, tilbage på Casa Roja, vores poolbar-, fest-hostel. Det har også betydet, at vi allerede har lagt en ekstra dag til vores ophold, her i Santiago. I morgen, hvis planen holder, vil vi dog forsøge at finde en bus til Mendoza i Argentina, hovedby for den argentinske vinproduktion, og nabo til det højste bjerg uden for Himalaya, Aconcagua. Lyder det ikke bare godt?