vinhylden, finde en mellemprisvin, for derefter at blive opkrævet den ublu sum af næsten 20 danske kroner. Nu harudvælge en jeg ikke den store kendskab udi argentinske vine, men den smagte ganske fortrinligt, og komplimenterede min hjemmelavede pasta og bøf fremragende. Et stykke ganske fint 200 gr. oksekød koster næsten 4 danske kroner.Jeg har vel nærmest røbet, at vi igen har været forbi Argentina, denne gang byen Mendoza, som er centrum for den argentinske vinindustri. Vin er latterlig billigt her. Og bedst af alt, er hele det vinproducerede område pænt fladt, hvilket gør en cykeltur ganske behagelig, og selvfølgelig
lovliggør en større frihed i vinsmagningen, når man kommer rundt til de forskellige gårde.Jeg er begyndt fortællingen lidt bagvendt. Vi forlod Santiago, som havde holdt os beskæftiget meget længere end antaget, allerede i mandags, for at begive os over Andesbjergene, forbi Aconcagua, det højste bjerg i verden udenfor Himalaya, til Mendoza i Argentina. Vi sagde farvel til Santiago, som skulle vi aldrig gense byen, nu skulle det være. Som jeg tidligere har beskrevet, var vi endt på et meget vanedannede hostel, og måtte rive os selv op med rode, for at komme videre.
Turen over Andebjergene var fantastisk smuk, og en smule skræmmende - en bus i Chile og Argentina må køre 100 km/t, så det gør man. Ikke at de overskrider hastighedsgrænsen på noget tidspunkt; i de chilenske busser skal der, ved lovkrav, været installeret et display som viser hvor hurtigt chaufføren kører, samt hvor længe. Det sætter sine begrænsninger.
Vi ankom som sagt til Mendoza mandag. Tirsdag var så årsdagen for Argentinas farvel til diktaturet, og derfor en national helligdag, hvor ALT var lukket. Så tirsdag blev brugt på absolut ingenting, lige på et billigt vinindkøb (læs ovenfor). Og så fulgte cykelturen onsdag, med indlagte vinsmagninger, hvilket nok gjorde os lidt uklare i hovedet. Uklarheden er en vigtig detalje i vores senere busbilletkøb. Vi ville gerne videre fra Mendoza, til det nordlige Chile allerede torsdag, så vi slog et smut indenom busstationen på vejen hjem fra vinsmagningen. Her endte det med, at vi allierede os med Chiles største busselskab, idet de var de eneste, som formåede at udstede en billet som tog os til San Pedro de Atacama, vores bestemmelsessted. Vi fandt en meget flink ung herrer, som endda mestrede engelsk, hvilket er en sjældenhed herovre, og han hjalp os beredvilligt, samtidig med at han vekslede penge for et hav af forbipasserende, og holdt kontoret kørende gennem en strømafbrydelse. Det var måske lidt for mange detaljer at holde styr på, for da vi næste dag, stod på Santiagos busstation, for at skulle skifte bus, sad der allerede en dame på mit sædde, med rigtig billet, med rigtig dato! Min billet gjaldt først dagen efter. Så der stod vi, i Santiago, klar til videre rejse, men uden gyldig billet. Vi kendte dog heldigvis et sted, som kan få èn til at glemme den slags sorger, faktisk det eneste sted vi kendte i Santiago; vi prajede straks en taxa og tog til Casa Roja, det famøse hostel, som allerede havde holdt os "fanget" i en lille uge. Det blev et behageligt gensyn med gamle bekendte, og et personale som genkendte os, straks vi kom ind af døren. Heldigvis havde vi denne gang billetten klar, så det blev kun til den ene nat.
I dag er vi så ankommet til San Pedro de Atacama, efter 24 timers bustur fra Santiago, på første klasse. San Pedro er en oaseby, i den nordlige ende af Atacamaørkenen, den tørreste ørken på jorden, hvor man angiveligt aldrig har registreret regn. Her bliver vi nogle dage til ørkenvandring, sandsurfing og i morgen tidlig, faktisk i nat klokken 04.00 tager vi ud ser ørkengejsere. Vi skal også lige mødes med nogle venner fra Casa Roja, inden vi drager videre mod Bolivia.
Turen over Andebjergene var fantastisk smuk, og en smule skræmmende - en bus i Chile og Argentina må køre 100 km/t, så det gør man. Ikke at de overskrider hastighedsgrænsen på noget tidspunkt; i de chilenske busser skal der, ved lovkrav, været installeret et display som viser hvor hurtigt chaufføren kører, samt hvor længe. Det sætter sine begrænsninger.
Vi ankom som sagt til Mendoza mandag. Tirsdag var så årsdagen for Argentinas farvel til diktaturet, og derfor en national helligdag, hvor ALT var lukket. Så tirsdag blev brugt på absolut ingenting, lige på et billigt vinindkøb (læs ovenfor). Og så fulgte cykelturen onsdag, med indlagte vinsmagninger, hvilket nok gjorde os lidt uklare i hovedet. Uklarheden er en vigtig detalje i vores senere busbilletkøb. Vi ville gerne videre fra Mendoza, til det nordlige Chile allerede torsdag, så vi slog et smut indenom busstationen på vejen hjem fra vinsmagningen. Her endte det med, at vi allierede os med Chiles største busselskab, idet de var de eneste, som formåede at udstede en billet som tog os til San Pedro de Atacama, vores bestemmelsessted. Vi fandt en meget flink ung herrer, som endda mestrede engelsk, hvilket er en sjældenhed herovre, og han hjalp os beredvilligt, samtidig med at han vekslede penge for et hav af forbipasserende, og holdt kontoret kørende gennem en strømafbrydelse. Det var måske lidt for mange detaljer at holde styr på, for da vi næste dag, stod på Santiagos busstation, for at skulle skifte bus, sad der allerede en dame på mit sædde, med rigtig billet, med rigtig dato! Min billet gjaldt først dagen efter. Så der stod vi, i Santiago, klar til videre rejse, men uden gyldig billet. Vi kendte dog heldigvis et sted, som kan få èn til at glemme den slags sorger, faktisk det eneste sted vi kendte i Santiago; vi prajede straks en taxa og tog til Casa Roja, det famøse hostel, som allerede havde holdt os "fanget" i en lille uge. Det blev et behageligt gensyn med gamle bekendte, og et personale som genkendte os, straks vi kom ind af døren. Heldigvis havde vi denne gang billetten klar, så det blev kun til den ene nat.
I dag er vi så ankommet til San Pedro de Atacama, efter 24 timers bustur fra Santiago, på første klasse. San Pedro er en oaseby, i den nordlige ende af Atacamaørkenen, den tørreste ørken på jorden, hvor man angiveligt aldrig har registreret regn. Her bliver vi nogle dage til ørkenvandring, sandsurfing og i morgen tidlig, faktisk i nat klokken 04.00 tager vi ud ser ørkengejsere. Vi skal også lige mødes med nogle venner fra Casa Roja, inden vi drager videre mod Bolivia.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar